En 44-årig mand havde anmeldt, at han var blevet påført skade som følge af forsinket diagnosticering af en blodprop i hjertet hos vagtlægen. Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde levet op til erfaren specialiststandard, og afviste sagen efter KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
I forbindelse med retssagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, som vurderede, at vagtlægens undersøgelse af manden havde været utilstrækkelig, idet han havde vejrtrækningsproblemer, hvilket burde have medført stetoskopi af hjerte og lunger. Retslægerådet udtalte, at mandens symptomer ikke var typiske for en blodprop, men at sygdommen kan vise sig ved de pågældende symptomer.
Retslægerådet vurderede også, at lægens handlemåde måtte betegnes som et fejlskøn. Det vil sige, at lægen ud fra foreliggende præmisser kunne drage flere konklusioner, og at forløbet først senere viser, at den trufne beslutning ikke var optimal. Det var spekulativt, om diagnoseforsinkelsen havde betydning for, at manden efterfølgende havde moderat nedsat hjertepumpefunktion.
For retten blev der afgivet forklaring af en kardiologisk speciallæge, som mente, at vagtlægens behandling havde været under almindelig accepteret faglig standard. Han mente også, at manden ville have haft en bedre hjertepumpefunktion, hvis blodproppen var blevet behandlet tidligere.
Byretten lagde efter speciallægens forklaring til grund, at mandens hjertefunktion var mere forringet, end den ville have været, hvis han havde fået relevant behandling. Det var dog ikke godtgjort, at manden ved vagtlægebesøget havde haft symptomer, der burde have været relateret til en blodprop. Det blev endvidere lagt til grund, at en hjerte-lunge stetoskopi ikke ville have afsløret blodproppen. Ankenævnet blev derfor frifundet (dom af 3. marts 2021 fra Retten i Herning, sag nr. BS-307/2015).
Dommen viser, at det forhold, at der - vurderet ud fra en retrospektiv betragtning - er foretaget et lægeligt fejlskøn, ikke er ensbetydende med, at der er sket brud på specialiststandarden i KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Dette skyldes, at der ikke ydes erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1, hvis det først efterfølgende – set i bakspejlet – kan konkluderes, at man burde have handlet anderledes. Der sondres således i praksis mellem, om der er foretaget et lægeligt fejlskøn eller begået en egentlig lægelig fejl.
Afgørelsesdato: 29. november 2013