En 75-årig dement mand havde en aften fået lukket sig selv ude på brandtrappen på det plejehjem, hvor han boede. Han blev først fundet af nattevagten 9-10 timer senere.
Manden klagede efterfølgende over smerter i venstre side af kroppen, men han havde ingen synlige skader. Et par dage senere faldt manden. Han blev undersøgt på sygehuset, hvor man ikke fandt tegn til brud.
I løbet af de næste måneder blev mandens almentilstand dårligere, så han blandt andet ikke længere kunne gå og stå. Han måtte derfor bruge kørestol. Det blev lægeligt vurderet, at opholdet på brandtrappen havde medvirket til udviklingen af hans tilstand.
Manden afgik ved døden ca. tre måneder efter hændelsen.
Mandens efterladte søgte erstatning for hans lange ophold på brandtrappen. De oplyste, at døren til trappen ved en fejl var ulåst, og at skaden ikke var sket, hvis personalet havde låst døren. De mente, at manden havde fået både fysiske og psykiske skader efter hændelsen.
Patienterstatningen vurderede, at hændelsen i forbindelse med mandens adgang til og ophold på brandtrappen ikke var sket i forbindelse med sundhedsfaglig undersøgelse eller behandling. Hændelsen var derfor ikke omfattet af klage- og erstatningslovens dækningsområde.
Patienterstatningen vurderede også, at behandlingen efter hændelsen havde levet op til erfaren specialiststandard, og at manden ikke var blevet påført skade ved behandlingen.
Sagen blev derfor afvist efter KEL § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen (AfP 2020-10034).
Reglen i KEL § 21, stk. 2, fandt ikke anvendelse, da uheldet ikke var sket på et sygehus.
Afgørelsesdato: 30. september 2020