En 40-årig kvinde blev i 2007 påført skade i forbindelse med behandling af følgerne efter en anerkendt arbejdsskade. Behandlingsskaden blev anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.
Kvinden blev i første omgang tilkendt erstatning for et midlertidigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven (ASL), der blev udbetalt som en løbende ydelse. Hun kom senere i fleksjob, og det endelige erhvervsevnetab efter ASL blev vurderet til under 15 %. Dette skyldtes, at kvindens samlede indtægt i fleksjobbet – inkl. løntilskud – var den samme som før skaden.
Erhvervsevnetabet som følge af behandlingsskaden skal vurderes efter erstatningsansvarsloven (EAL). For personer, der tilkendes fleksjob, skal der ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter EAL ses bort fra løntilskuddet.
På baggrund af kvindens reelle lønindtægt i fleksjobbet vurderede Patienterstatningen, at kvindens samlede erhvervsevnetab vurderet efter EAL var ca. 40 %, og at skønsmæssigt halvdelen skyldtes behandlingsskaden. Kvinden blev derfor tilkendt en såkaldt differenceerstatning for et erhvervsevnetab på 20 % med fradrag af de løbende ydelser udbetalt efter ASL.
Kvindens arbejdsskadesag blev senere genoptaget, fordi hun havde måttet ophøre med at arbejde og var blevet tilkendt førtidspension. Hun blev derfor tilkendt yderligere erstatning for både midlertidigt og endeligt erhvervsevnetab efter ASL. Det endelige erhvervsevnetab blev fastsat til 75 %.
Patienterstatningen genoptog herefter sagen og vurderede, at det ikke var behandlingsskadens følger, der var årsagen til, at kvinden var blevet tilkendt førtidspension. Det var derimod Patienterstatningens vurdering, at behandlingsskaden isoleret set ikke havde medført et erhvervsevnetab ud over de tidligere fastsatte 20 %.
Patienterstatningen foretog samtidig en ny beregning af differenceerstatningen, idet der blev taget hensyn til, at kvinden var blevet tilkendt yderligere erstatning for erhvervsevnetab efter ASL. Den nye beregning viste, at kvinden havde fået udbetalt for meget i differenceerstatning, idet en del af denne erstatning rettelig skulle dækkes af arbejdsskadeforsikringsselskabet. Patienterstatningen opgjorde derfor det regreskrav, som regionen, der havde udbetalt differenceerstatningen, havde mod arbejdsskadeforsikringsselskabet.
Afgørelsen om, at kvinden ikke havde ret til yderligere differenceerstatning, blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen (AfP 2020-8467).
Afgørelsesdato: 27. august 2020