En 36-årig kvinde blev i 2014 tilkendt erstatning for en delvis lammelse af ansigtsnerven. På baggrund af en speciallægeerklæring blev det varige mén fastsat til 8 %. Afgørelsen blev ikke anket.
Kvinden bad senere Patienterstatningen om at genoptage sagen. Hun henviste til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i en vejledende udtalelse havde vurderet méngraden til 12 % på baggrund af en ny speciallægeerklæring.
Patienterstatningen vurderede, at der ikke var sket en væsentlig ændring af sagens faktiske omstændigheder som følge af skaden, da der ikke var kommet nye lægelige oplysninger om kvindens helbredstilstand. Patienterstatningen afviste derfor at genoptage sagen, jf. EAL § 11.
Denne afgørelse blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, som lagde vægt på, at beskrivelsen af kvindens gener i den seneste speciallægeerklæring ikke afveg væsentligt fra beskrivelsen i den oprindelige erklæring.
Sagen blev derefter indbragt for domstolene. Kvinden gjorde blandt andet gældende, at det ikke burde komme hende til skade, at de enkelte symptomer på ansigtslammelsen eller sværhedsgraden heraf ikke var nævnt i Patienterstatningens oprindelige afgørelse. Hvis der ikke skulle være sket en forværring af kvindens gener, måtte det konkluderes, at Patienterstatningens afgørelse var forkert, da ménet fejlagtigt var sat for lavt. I så fald burde sagen have været genoptaget efter de forvaltningsretlige regler. Kvinden mente derfor, at retten burde derfor dømme ankenævnet til at genoptage sagen og fastsætte ménet til 12 %.
Ankenævnet for Patienterstatningen gjorde gældende, at det forhold, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde foretaget en anden vurdering af ménet, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til, at der var grundlag for at genoptage sagen. Endvidere havde kvinden ikke i forbindelse med en anmodning om genoptagelse krav på, at ankenævnet foretog en realitetsprøvelse af en oprindelig afgørelse, der ikke var påklaget.
På baggrund af de lægelige oplysninger lagde byretten til grund, at der ikke forelå nye faktiske oplysninger, som var væsentligt ændret i forhold til de oplysninger, der blev lagt til grund ved Patienterstatningens oprindelige afgørelse. Der var derfor ikke grundlag for at genoptage sagen hverken efter EAL § 11 eller efter de forvaltningsretlige regler.
Da domstolsprøvelsen kun omfattede de spørgsmål, som ankenævnet havde taget stilling til, afviste retten den del af påstanden, der angik en forhøjelse af méngraden (dom af 29. september 2020 fra Retten i Horsens, sag BS-18846/2019).
Afgørelsesdato: 25. maj 2018