En 36-årig mand blev opereret for en betændt, perforeret tyktarm og fik i den forbindelse anlagt en stomi. Man lagde senere stomien tilbage. I tilslutning til dette indgreb opstod der infektion og blodforgiftning (sepsis), og manden måtte derfor i respiratorbehandling i en måned. Under dette forløb opstod der trykbetingede nerveskader, der medførte, at manden fik nedsat funktion af arme og ben.
Patienterstatningen vurderede, at der var tale om hændelige komplikationer til behandlingen, men at skaden ikke gik ud over, hvad manden måtte tåle.
Der blev lagt vægt på, at den oprindelige operation indebar en høj risiko for udvikling af infektion og sepsis. Der blev også lagt vægt på, at der er en høj risiko for, at der kan opstå alvorlige komplikationer i forbindelse med tilbagelægning af en stomi.
Sagen blev derfor afvist efter PFL § 20, stk. 1, nr. 4.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, som blandt andet lagde vægt på, at manden led af en alvorlig grundsygdom, som ubehandlet var forbundet med betydelig dødelighed. Ankenævnet lagde også vægt på, at den behandling, som manden havde gennemgået, ofte er forbundet med mange komplikationer.
Sagen blev derefter indbragt for domstolene. Retslægerådet udtalte blandt andet, at det er velbeskrevet, at der kan opstå trykskader hos kritisk syge patienter indlagt på intensivafdeling, og at den pågældende tarmlidelse er forbundet med en høj dødelighed.
På baggrund af Retslægerådets udtalelse stadfæstede landsretten ankenævnets afgørelse.
I Højesteret lagde flertallet til grund, at tarmlidelsen var livstruende, og at der ved tilbagelægning af tarmen efter en stomi er en ikke ubetydelig risiko for alvorlige komplikationer. Dommen blev derfor stadfæstet.
Dommen er trykt i U 2009.1398 H.
Afgørelsesdato: 17. juli 2013