En 46-årig kvinde havde anmeldt et erstatningskrav til Patienterstatningen. Inden der blev truffet afgørelse i sagen, modtog Patienterstatningen en anmodning om aktindsigt fra kommunen, der ønskede at rejse et regreskrav for udbetalte sygedagpenge som følge af, at kvinden muligvis var blevet fejlbehandlet. Kommunens advokat havde ikke indhentet samtykke fra en af sagens parter, men henviste til databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra f.
Patienterstatningen afviste at give kommunen aktindsigt med henvisning til, at der ikke var truffet afgørelse om, at kvinden var blevet fejlbehandlet. Det var dermed ikke godtgjort, at Patienterstatningen var i besiddelse af oplysninger, der var nødvendige i forbindelse med kommunens overvejelser om et sagsanlæg. Nødvendighedskravet i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra f, var således ikke opfyldt, og Patienterstatningen kunne derfor ikke videregive fortrolige oplysninger uden samtykke.
Patienterstatningen anerkendte efterfølgende sagen efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.
Kommunen ankede afslaget på aktindsigt til Ankenævnet for Patienterstatningen og gjorde i den forbindelse gældende, at det var en vigtig del af grundlaget for deres culpavurdering, om kvinden var berettiget til erstatning efter klage- og erstatningsloven, idet der herved blev givet en indikation af, om der var begået fejl, der kunne vurderes som ansvarspådragende efter culpareglen. Kommunen oplyste samtidig, at kvinden ikke havde ønsket at give samtykke til videregivelse af oplysningerne.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, som bemærkede, at kommunen ikke var part i sagen og derfor ikke havde ret til aktindsigt efter forvaltningsloven. Kommunen havde heller ikke ret til aktindsigt efter offentlighedsloven, da Patienterstatningen ikke er omfattet af denne lov.
Det var ankenævnets opfattelse, at databeskyttelsesforordningen ikke giver tredjemand et retskrav på aktindsigt i den registreredes personoplysninger. Forordningens artikel 9 er således ikke en aktindsigtsregel, men en regel, der fastsætter begrænsninger for, hvornår den dataansvarlige kan behandle særligt følsomme oplysninger.
I det omfang, Patienterstatningen er berettiget til at videregive oplysninger efter databeskyttelsesforordningen, er Patienterstatningen forpligtet til på begæring af en anden forvaltningsmyndighed at videregive oplysningerne, hvis de er af betydning for myndighedens virksomhed eller en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Dette følger af forvaltningslovens § 31, stk. 1.
Efter databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra a, har Patienterstatningen ret til at behandle personoplysninger med den registreredes samtykke. Da kvinden ikke havde ønsket at give samtykke til videregivelse af oplysninger, var Patienterstatningen ikke berettiget til at videregive oplysninger med hjemmel i denne bestemmelse.
Patienterstatningen har efter databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra b til j, hjemmel til i særlige tilfælde at behandle personoplysninger uden den registreredes samtykke. Der stilles strenge krav til sådan videregivelse, da dette berører den registreredes grundlæggende ret til fortrolighed. Dette gælder også i relation til artikel 9, stk. 2, litra f, ifølge hvilken behandling af særligt følsomme personoplysninger kan ske, hvis behandlingen er nødvendig, for at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.
Ankenævnet mente ikke, det var dokumenteret, at en videregivelse af særligt følsomme personoplysninger uden kvindens samtykke var nødvendig, for at kommunen kunne vurdere, om den havde et krav på sygedagpengeregres, idet vurderingen heraf i øvrigt kan foretages i sager, hvor Patienterstatningen ikke har truffet afgørelse.
Ankenævnet bemærkede hertil, at Patienterstatningen efterfølgende havde truffet afgørelse i sagen efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, som er en regel, der giver mulighed for erstatning for hændelige skader. Der var således ikke oplysninger, der indikerede, at der var begået fejl, der kunne vurderes som ansvarspådragende efter culpareglen.
Ankenævnet vurderede på den baggrund, at kommunen ikke havde ret til aktindsigt efter hverken forvaltningsloven, offentlighedsloven eller databeskyttelsesforordningen (AfP 2020-2285).
Afgørelsesdato: 4. december 2019