En 52-årig mand fik anerkendt en skade, der var opstået i juli 2018 i forbindelse med behandling af følgerne efter en arbejdsskade i foden.
Patienterstatningen tilkendte manden godtgørelse for svie og smerte og henviste ham til at søge sine udgifter dækket gennem arbejdsskadesagen. Det blev samtidig meddelt, at de øvrige poster skulle afvente arbejdsskadesagen.
Mandens advokat bad efterfølgende Patienterstatningen om at tage stilling til spørgsmålet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det blev anført, at det måtte være muligt for Patienterstatningen at indtræde i mandens krav over for arbejdsskadesforsikringsselskabet, jf. ASL § 29, stk. 2.
Patienterstatningen fastholdt, at der ikke kunne tages stilling til tabt arbejdsfortjeneste, før Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde truffet afgørelse om midlertidigt eller endeligt erhvervsevnetab.
Patienterstatningen henviste til, at en løbende ydelse for midlertidigt erhvervsevnetab efter ASL kan tilkendes med tilbagevirkende kraft, og at en sådan ydelse – for skader sket 16. juni 2011 og senere – skal modregnes i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven (EAL). Såvel størrelsen på den løbende ydelse som virkningstidspunktet for ydelsen har dermed betydning for beregningen af erstatningen efter EAL.
Patienterstatningen henviste også til U 1995.843 H, hvoraf det følger, at et krav om erstatning efter EAL ikke kan forfølges, før spørgsmålet om det tilsvarende krav efter ASL er afgjort.
Patienterstatningen kan ikke pålægge den erstatningspligtige, i det konkrete tilfælde en region, at udbetale mere i erstatning, end regionen faktisk er ansvarlig for efter EAL. Hvis der træffes afgørelse om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efterfølgende tilkender erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab for samme periode, vil det medføre, at der er udbetalt for meget i erstatning efter EAL. Herudover dækker de løbende ydelser efter ASL i visse tilfælde det faktisk lidte tab, og så er der slet ikke grundlag for at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Hvad der i disse situationer allerede måtte være udbetalt i erstatning efter EAL, kan ikke modregnes eller kræves tilbagebetalt, jf. KEL § 33 a. Patienterstatningen kan derfor heller ikke pålægge regionen at udlægge erstatning, som rettelig – helt eller delvist – skal dækkes efter ASL.
Afgørelsesdato: 17. december 2019