En 49-årig kvinde anmeldte, at hun var blevet påført skade som følge af forsinket behandling af en byld i hjernen, hvilket havde medført omfattende varige gener.
Patienterstatningen vurderede, at man burde have iværksat trykaflastning i hjernen, og anerkendte denne skade efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Patienterstatningen vurderede desuden, at det forhold, at der opstod en blødning i hjernen i forbindelse med behandlingen, udgjorde en sjælden og alvorlig skade. Denne skade blev derfor anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Kvindens varige mén blev fastsat til 50 % for både fysiske og kognitive følger.
Regionen ankede den del af afgørelsen, der vedrørte den manglende trykaflastning i hjernen.
Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde levet op til erfaren specialiststandard, og at blødningen ikke var en alvorlig skade set i forhold til den meget alvorlige grundsygdom. Ankenævnet mente derfor ikke, at kvinden var berettiget til erstatning.
Kvinden indbragte sagen for domstolene. Hun gjorde blandt andet gældende, at ankenævnet ikke havde været berettiget til at træffe afgørelse om blødningen, da denne del af Patienterstatningens afgørelse ikke havde været anket. Hun gjorde også gældende, at der var tale om to selvstændige skader, der rettelig skulle have været behandlet hver for sig.
Ankenævnet gjorde blandt andet gældende, at hvis retten måtte se bort fra det faste princip om, at ankenævnet er berettiget til at prøve en afgørelse i sin helhed, var behandlingsskridtene så forbundet, at ankenævnet også af den grund var berettiget til at prøve ansvarsgrundlaget for den samlede afgørelse.
Byretten henviste til, at begge klager var omfattet af Patienterstatningens afgørelse, og at Højesteret i U 2005.1520 har slået fast, at ankenævnet ikke er bundet af parternes påstand. Byretten mente derfor, at ankenævnet havde været berettiget til at træffe sin afgørelse (dom af 22. oktober 2019 fra Retten i Odense, sag nr. BS-38080/2018).
Afgørelsesdato: 30. marts 2017