En 45-årig mand kom til skade med benet under sit arbejde på en boreplatform. Han blev tilset af en sygeplejerske, som rensede og syede såret.
Dagen efter kontaktede sygeplejersken en vagtlæge fra et privat lægefirma. Det blev beskrevet, at benet var meget hævet, og at det var rødt, varmt og spændt. Vagtlægen anbefalede i første omgang behandling med elevation og isposer. Vagtlægen blev kontaktet igen senere samme dag, da manden var voldsomt smerteforpint. Vagtlægen anbefalede, at manden blev sendt til vurdering på et sygehus med næste helikopter, som afgik den følgende dag.
Efter modtagelsen på sygehuset fik manden konstateret et såkaldt kompartment-syndrom og måtte have foretaget spaltning og oprensning af muskulatur og dødt væv i benet. Han udviklede efterfølgende en dropfod.
Patienterstatningen vurderede, at rådgivningen fra vagtlægen ikke havde levet op til erfaren specialiststandard.
Der blev lagt vægt på, at der allerede ved den første kontakt til vagtlægen blev beskrevet symptomer, der burde have givet mistanke om kompartment-syndrom. Manden burde derfor have været sendt til vurdering på sygehuset allerede ved den første kontakt. Derved ville han med overvejende sandsynlighed have undgået en del af følgerne efter kompartment-syndromet.
Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.
Sagen er et eksempel på, at behandling og rådgivning fra private lægefirmaer er omfattet af lovens dækningsområde.
Da der ikke var tale om en sygesikringsydelse, skulle lægefirmaet have tegnet forsikring. Det havde firmaet dog ikke gjort, så regionen udbetalte erstatning og havde derefter mulighed for at rejse et regreskrav mod firmaet.
Afgørelsesdato: 30. august 2019