En 12-årig pige blev i juni 2005 opereret for en godartet svulst i hjernen. Umiddelbart efter operationen konstaterede man en lammelse af øjennerven, og pigen blev derfor sat i steroid-behandling. Efterfølgende fik pigen konstateret nedsat syn på det ene øje.
Pigens plejemor anmeldte forløbet til Patienterstatningen i juli 2013. Plejemoderen anførte blandt andet, at synsnedsættelsen var opstået som følge af, at man havde udtrappet pigen af steroid-behandlingen for hurtigt. Hun oplyste desuden, at hun først var blevet gjort opmærksom på muligheden for at søge erstatning i juni 2013.
Patienterstatningen vurderede, at plejemoderen havde haft kendskab til synsskaden senest i august 2005, hvor pigen havde været til kontrol hos øjenlægen. Sagen blev derfor afvist som forældet.
Plejemoderen ankede afgørelsen og oplyste bl.a., at hun først var blevet værge for pigen i 2010, og at der derfor burde dispenseres for forældelsesreglerne. Hun oplyste også, at kommunen havde ført tilsyn med pigen og haft fuld indsigt i hele forløbet, og at kommunen derfor burde have anmeldt forløbet. På baggrund af disse oplysninger hjemviste Ankenævnet for Patienterstatningen sagen til fornyet vurdering.
Patienterstatningen fastholdt, at sagen var forældet. Der blev lagt vægt på, at plejemoderen havde den daglige forældremyndighed og varetog pigens tarv, da hendes biologiske mor ikke var i stand til det. Det var desuden plejemoderen, der havde givet tilladelse til operationen, og hun havde været til stede under hele forløbet.
Patienterstatningen mente ikke, at det forhold, at plejemoderen først blev pigens værge i 2010, havde betydning for anmeldelsesmuligheden. Derudover mente Patienterstatningen ikke, at det havde betydning for forældelsesspørgsmålet, at moderen først i 2013 havde fået kendskab til muligheden for at søge erstatning. Patienterstatningen mente heller ikke, at det havde betydning, at kommunen ikke havde rådgivet plejemoderen om at anmelde forløbet. Denne afgørelse blev tiltrådt af ankenævnet.
For byretten forklarede plejeforældrene blandt andet, at de ikke havde kompetence til at give samtykke til operationen, og at kommunen derfor havde indhentet samtykke fra pigens biologiske mor. Det var kommunen, der bestemte alt vedrørende operationer mv., og de havde ikke haft mulighed for at få aktindsigt før retssagen.
Byretten bemærkede, at det ikke fremgår af loven, hvem der kan anmelde en patientskade. Da plejeforældrene havde accepteret operationen og deltaget i forløbet og i den forbindelse varetaget pigens tarv, lagde retten til grund, at de kunne have anmeldt skaden. Det var uden betydning, om pigens biologiske forældre eller kommunen juridisk måtte have haft pligt til at anmelde skaden. Ifølge journalen blev plejeforældrene bekendt med øjenskaden i august 2005. Byretten mente derfor, at skaden var anmeldt for sent.
Landsretten mente, at såvel forældremyndighedsindehaveren som plejeforældrene og kommunen, der havde ansvaret for pigens anbringelse, kunne have anmeldt erstatningskravet med fristafbrydende virkning. Dommen blev derfor stadfæstet.
Højesteret udtalte, at da plejeforældrene havde været med ved pigens lægebesøg og indlæggelser og havde været inddraget i beslutninger om behandlingen, havde de mulighed for at anmelde en eventuel behandlingsskade. Højesteret mente derfor, at pigen skulle identificeres med plejeforældrene, så forældelsesfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor de fik eller burde have fået kendskab til den mulige behandlingsskade. Da det måtte lægges til grund, at plejeforældrene i 2005 fik kendskab til, at pigens nedsatte syn kunne have sammenhæng med behandlingen, var sagen forældet.
Dommen er trykt i U 2019.2775 H.
Afgørelsesdato: 20. september 2013