En 72-årig kvinde søgte erstatning, fordi hun under en indlæggelse havde været udsat for et forsøg på manddrab. Dette var sket ved, at en sygeplejerske havde givet hende en overdosis af morfin og muligvis også andre præparater. Kvinden havde i den forbindelse udviklet respirationsstop med heraf følgende skader.
Sygeplejersken var af såvel byretten som landsretten blevet kendt skyldig i forsøg på manddrab. I forbindelse med straffesagen var kvinden blevet tilkendt godtgørelse for tort efter EAL § 26, stk. 3.
Patienterstatningen vurderede, at sygeplejerskens handling i forbindelse med forsøget på manddrab ikke kunne betragtes som ”undersøgelse, behandling eller lignende”, jf. KEL § 19, stk. 1.
Der blev lagt vægt på, at landsretten ikke havde fundet grundlag for at antage, at kvinden, bortset fra indgivelse af en mindre mængde morfin, blev ordineret eller indgivet morfin eller anden medicin i behandlingsmæssig eller smertelindrende henseende. Landsretten havde heller ikke fundet grundlag for at antage, at den medicin, der havde forårsaget kvindens respirationsstop, var indgivet ved en fejl.
Patienterstatningen vurderede desuden, at der ikke var tale om et ulykkestilfælde, som sygehuset var erstatningsansvarligt for efter de almindelige erstatningsretlige regler, jf. KEL § 21, stk. 2.
Der blev lagt vægt på, at landsretten havde fundet det godtgjort, at sygeplejersken – henset til mængden af morfin, hendes kendskab til kvindens svagelige tilstand og hendes viden om virkning, dosering og farligheden af morfin – havde indset muligheden for, at kvinden kunne dø som følge af hendes handling. Landsretten havde også fundet det godtgjort, at sygeplejersken havde accepteret denne mulige følge, da hun foretog handlingen.
Patienterstatningen afviste derfor sagen og henviste kvinden til at rejse sit krav over for Erstatningsnævnet.
Afgørelsesdato: 7. september 2017