En 31-årig kvinde blev tilkendt en erstatning på ca. 264.000 kr. for fejlbehandling af forhøjet blodtryk hos sin praktiserende læge. Hun ankede den sidste afgørelse om erstatningens størrelse.
Ankenævnet for Patienterstatningen ændrede afgørelsen om anerkendelse, da de ikke mente, at kvinden var påført skade ved behandlingen. Regionen rejste herefter krav om, at kvinden skulle betale den udbetalte erstatning tilbage.
Regionen anførte, at ankenævnet havde været berettiget til at ændre Patienterstatningens afgørelse, og at de havde haft pligt til at udbetale erstatningen, ligesom de var både berettiget og forpligtet til at søge erstatningen tilbagebetalt efter ankenævnets afgørelse. Regionen anførte også, at kvinden ikke havde haft en berettiget forventning om, at hun kunne beholde erstatningen. De henviste til, at det fremgik af ankevejledningen fra Patienterstatningen, at hun kunne risikere, at hun skulle betale erstatningen tilbage.
Kvindens advokat anførte, at regionen havde udbetalt erstatningen uden at tage forbehold for tilbagesøgning, og at hun havde været i god tro, da hun modtog beløbet. Pengene var blevet brugt, og tilbagebetalingskravet var en stor belastning, så betingelserne for at kræve tilbagebetaling efter praksis om condictio indebiti var ikke opfyldt. Subsidiært var det kun erstatningen i henhold til den seneste afgørelse, der kunne kræves tilbagebetalt.
Byretten lagde til grund, at regionen havde haft pligt til at udbetale erstatningen, og at kvinden i afgørelserne fra Patienterstatningen var blevet vejledt om, at hun risikerede at skulle betale erstatningen tilbage. Byretten mente ikke, at de påberåbte indrettelseshensyn kunne afskære regionen fra at kræve erstatningen tilbagebetalt.
Vestre Landsret lagde vægt på, at det i Patienterstatningens afgørelse udtrykkeligt var anført, at ankenævnet kunne ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen skulle betales tilbage. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.
Sagen blev indbragt for Højesteret, som udtalte, at det beror på en selvstændig vurdering, om en region kan kræve tilbagebetaling, og at reglerne om tilbagebetaling i tilstrækkelig grad beskytter den person, der i god tro har modtaget erstatning i henhold til en myndighedsafgørelse, jf. U 2016.2376 H.
Højesteret mente ikke, at ankevejledningen i Patienterstatningens afgørelser kunne sidestilles med eller træde i stedet for et konkret forbehold om tilbagesøgning fra regionens side. Regionen havde ikke klaget over Patienterstatningens afgørelse, og erstatningen var blevet udbetalt, uden at regionen havde taget et konkret forbehold. På den baggrund mente Højesteret, at kvinden på tidspunktet for regionens udbetaling havde en velbegrundet forventning om, at hun havde ret til beløbet, og at det ikke kunne kræves tilbagebetalt. Regionen kunne derfor ikke kræve det udbetalte beløb tilbagebetalt. Dommen er trykt i U 2018.1156 H.
For en lignende sag se 13-3164.
Forklaring på begrebet ”condictio indebiti”: (lat. 'aftale (om tilbagekrav) for den, der ingen gæld har'), tilbagesøgningskrav, der som hovedregel tilkommer den, som har præsteret en ydelse i den fejlagtige tro, at han eller hun var forpligtet hertil. Denne ret til tilbagesøgning, som hænger sammen med, at betalingen savner hjemmel, brydes imidlertid af hensynet til den, der i lige så god tro modtager det betalte beløb og måske i sin daglige livsførelse har indrettet sig på at kunne beholde det. Har en lønmodtager i længere tid (fx på grund af en it-fejl) og i god tro (fx fordi differencen er beskeden) modtaget mere løn, end han eller hun har krav på, har domstolene ofte nægtet arbejdsgiveren ret til at kræve det for meget udbetalte tilbage. (Kilde: Den Store Danske, Gyldendals Forlag)
Afgørelsesdato: 31. januar 2011