En 22-årig mand fik anerkendt forsinket diagnosticering af et brud i håndleddet efter en arbejdsskade og blev tilkendt en godtgørelse for svie og smerte.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingsskaden ikke havde udløst et selvstændigt mén på 5 %. Der blev lagt vægt på, at det samlede mén blev vurderet til 8 %, og at der selv ved rettidig diagnosticering og behandling af bruddet ville have været gener svarende til 5 % mén. Manden fik derfor afslag på godtgørelse for varigt mén efter klage- og erstatningsloven. Det varige mén skulle dog under alle omstændigheder dækkes efter arbejdsskadesikringsloven (ASL).
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, og sagen blev derefter indbragt for domstolene.
I en vejledende udtalelse vurderede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring det samlede varige mén til 8 %. Hverken Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Retslægerådet kunne opdele ménet mellem grundskade og behandlingsskade. Manden mente derfor, at erstatningen skulle fastsættes ud fra den samlede méngrad.
Landsretten mente ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at manden ikke var påført et mén på 5 % eller derover. Han havde derfor ikke ret til godtgørelse for varigt mén (Østre Landsrets dom af 16. november 2017, 11. afdeling, sag nr. B-532-17).
Afgørelsesdato: 22. marts 2013