En 59-årig mand, der var kendt i psykiatrisk regi, blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, efter at han havde forsøgt at begå selvmord. Han afstod dagen efter fra sine selvmordsplaner og forklarede, at han ikke havde i sinde at begå selvmord. Dette fastholdt han efterfølgende. Man opretholdt tvangsindlæggelsen i nogle dage, hvorefter patienten overgik til frivillig indlæggelse. I den forbindelse bad han flere gange om at få lov til at komme hjem, hvilket man vurderede, ikke var hensigtsmæssigt.
Efter ca. to ugers indlæggelse bad patienten om at få lov til at tage hjem og hente en jakke. Man vurderede, at selvmordsrisikoen ikke var øget, og imødekom derfor ønsket. Man aftalte samtidig med patienten, at han skulle komme tilbage efter en time. Da dette ikke skete, kontaktede man ham telefonisk, og han forklarede, at han var på vej tilbage.
Senere foretog man endnu et opkald, men fik ikke kontakt. Man valgte at se tiden an til næste morgen, da patienten var kendt for ikke at overholde sine aftaler, men altid vendte tilbage igen. Næste morgen kontaktede man politiet, som fandt patienten død i sin lejlighed.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde levet op til erfaren specialiststandard, da der ud fra patientens tilstand ikke var nogen behandlingsmæssig eller sikkerhedsmæssig begrundelse for at begrænse hans adgang til udgang. Derudover var der et praktisk formål forbundet med udgangen, ligesom han var frivilligt indlagt og derfor ikke kunne tvangstilbageholdes.
Det forhold, at patienten begik selvmord under sin udgang, kunne derfor ikke betragtes som en følge af behandlingen. Sagen blev derfor afvist.
Afgørelsesdato: 23. november 2016