En 48-årig kvinde fik foretaget dobbeltsidig lungetransplantation. Operationen forløb umiddelbart ukompliceret, men efterfølgende blev hun svært alment påvirket, og man konstaterede, at hun havde multiple metastaser i bl.a. lunger, lever og hjerne. Det viste sig, at der var tale om en meget aggressiv bløddelskræft, og at andre patienter, der havde modtaget organer fra samme donor, havde udviklet samme kræftsygdom. Kvinden afgik senere ved døden som følge af kræftsygdommen.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde fulgt erfaren specialiststandard, og at der ikke var tale om en tilstrækkeligt alvorlig skade set i forhold til, at grundsygdommen ubehandlet var dødelig. Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, som bemærkede, at det ikke havde været muligt at screene organerne for den pågældende kræftsygdom.
Sagen blev derefter indbragt for domstolene. I den forbindelse blev det bl.a. anført, at der burde slækkes på alvorlighedskriteriet, når der var tale om en så ekstremt sjælden og uventet skade. Det blev også anført, at der skulle lægges vægt på, at kvinden havde en relativt god overlevelsesprognose efter den vellykkede transplantation.
Byretten henviste til, at der ifølge forarbejderne skal henses til den ubehandlede grundsygdom, og mente ikke, at skaden var mere omfattende, end kvinden måtte tåle.
Landsrettens flertal (to dommere) lagde vægt på, at kvinden led af en alvorlig og svært invaliderende lungesygdom, som ubehandlet ville have medført døden inden for 1-2 år. Transplantationen var således en yderst nødvendig livsforlængende behandling. Hertil kom, at en dobbeltsidig lungetransplantation i sig selv er et omfattende og risikobetinget indgreb med en kendt høj risiko for at dø i forbindelse med operationen.
Flertallet mente derfor ikke, at der var et sådant misforhold mellem skaden og grundlidelsen, at betingelserne i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, var opfyldt. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at risikoen for komplikationer i form af overførsel af en kræftsygdom fra organdonoren i forbindelse med behandlingen måtte anses for ringe, eller at to patienter, som havde modtaget nyrer fra den samme organdonor, var blevet tilkendt erstatning for påført kræftsygdom.
Mindretallet (en dommer) lagde til grund, at kvinden havde gennemgået en velgennemført lungetransplantation, at hun ville have haft gode overlevelseschancer uden kræftsygdommen, og at skaden var meget sjælden og ikke bør forventes ved en lungetransplantation. Denne dommer mente derfor, at skaden var mere omfattende, end hvad der med rimelighed måtte tåles (Østre Landsrets dom af 20. januar 2017, 24. afd., sag nr. B-1561-16).
Som flertallets udtalelse viser, er det alvoren af den ubehandlede grundsygdom, der skal lægges til grund ved vurderingen af, om en given skade er alvorlig nok til at udløse erstatning efter rimelighedsreglen i KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Det er ikke afgørende, om behandlingen umiddelbart lader til at være vellykket. Det afgørende er derimod, om patienten i sidste ende ville have været bedre stillet, hvis vedkommende ikke var blevet behandlet. Det betyder, at patienter, der har en stor risiko for at dø uden behandling, må tåle selv meget alvorlige skader uden at få erstatning. Det samme gælder patienter, der skal gennemgå operationer, der er forbundet med stor dødelighed.
Afgørelsesdato: 4. oktober 2012