En 52-årig kvinde fik anerkendt en skade opstået i forbindelse med en knæoperation og blev tilkendt en foreløbig erstatning. Patienterstatningen vurderede senere, at en efterfølgende operation med indsættelse af en knæprotese ikke var en følge af den anerkendte skade, og afviste derfor at yde erstatning for dette forløb. Patienten ankede denne afgørelse.
Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at der ikke var sket en skade ved behandlingen, og ændrede derfor den oprindelige anerkendelse og ophævede afgørelserne om udmåling af erstatningen.
Sagen blev herefter indbragt for domstolene. På baggrund af udtalelser fra Retslægerådet anerkendte patienten, at hun ikke var påført en erstatningsberettigende skade. For retten anførte hun dog, at ankenævnet havde været uberettiget til at ændre anerkendelsen, da den ikke tidligere var anket. Hun anførte også, at nogle af erstatningsposterne allerede var opgjort endeligt, og at anken ikke vedrørte disse poster. Endvidere var de ophævede afgørelser ikke delafgørelser, og de kunne derfor ikke prøves.
Landsretten mente, at de ophævede afgørelser var delafgørelser, og at ankenævnet ikke var forpligtet til at lægge Patienterstatningens anerkendelse uprøvet til grund, selvom ingen af de tidligere afgørelser var påklaget. Ankenævnet kunne derimod træffe den afgørelse, som de anså for materielt rigtig, også selvom dette indebar, at ankenævnet ændrede afgørelsen om erstatningspligten til skade for patienten.
Flertallet i Højesteret (fire dommere) mente, at hensynet til, at der træffes en materielt rigtig afgørelse om erstatningspligt, indebærer, at ankenævnet ikke var forpligtet til at lægge Patienterstatningens afgørelse om erstatningspligt uprøvet til grund.
Endvidere indebar ankenævnets afgørelse, at Patienterstatningen ikke havde hjemmel til at træffe afgørelse om, at der forelå en erstatningsberettigende skade, og at afgørelserne om erstatningsfastsættelse derfor var ugyldige. Der forelå ikke særlige omstændigheder, der gjorde det påkrævet at fravige udgangspunktet om ugyldighed. Den omstændighed, at regionen havde udbetalt erstatning i henhold til Patienterstatningens afgørelser, kunne ikke føre til et andet resultat.
Det blev bemærket, at det beror på en konkret vurdering, om regionen kan kræve tilbagebetaling, og at tilbagebetalingsreglerne i tilstrækkelig grad beskytter den person, der i god tro har modtaget en erstatning i henhold til en myndigheds afgørelse.
Mindretallet (en dommer) var enig i, at ankenævnet ikke var forpligtet til at lægge en upåklaget afgørelse om erstatningspligt uprøvet til grund. Denne dommer mente dog ikke, at U 2005.1520 H tager stilling til, om ankenævnet i en sådan situation tillige kan annullere efterfølgende afgørelser om udbetaling af erstatning, som ikke er påklaget. På den baggrund fandt dommeren, at patienten havde en berettiget forventning om, at Patienterstatningens afgørelser om tilkendelse af erstatning stod ved magt, og at ankenævnet måtte afstå fra at ændre Patienterstatningens upåklagede betalingsafgørelser.
Dommen er trykt i U 2016.2376 H.
Afgørelsesdato: 11. marts 2009