En 46-årig mand blev indlagt til behandling for et sår på underbenet og udviklede et såkaldt compartment syndrom, som medførte, at man måtte foretage gentagne operationer. Patienterstatningen vurderede, at man burde have reageret hurtigere på compartment syndromet, hvorved patienten med overvejende sandsynlighed ville have undgået en del af forløbet og en del af sine varige gener i benet.
Patienten indsendte en psykiatrisk speciallægeerklæring, hvoraf det fremgik, at han som følge af behandlingsforløbet havde udviklet PTSD. Patienten indsendte også en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring), som vurderede hans varige mén for moderat PTSD til 15 %.
Patienterstatningen vurderede dog, at skaden ikke var egnet til at udløse PTSD, da der ikke havde været tale om et forløb af så exceptionel og katastrofelignende natur, at kriterierne i WHO's diagnostiske klassifikation var opfyldt. Efter Patienterstatningens vurdering var det i den forbindelse uden betydning, at patienten selv havde opfattet forløbet som værende meget dramatisk og livstruende.
Ankenævnet for Patienterstatningen var enig i, at skaden ikke var egnet til at udløse PTSD, og mente desuden ikke, at diagnosen kunne bruges i dette tilfælde. Derimod mente ankenævnet, at patientens psykiske tilstand i perioden umiddelbart efter hans primære ulykke kunne betragtes som en tilpasningsreaktion, som med overvejende sandsynlighed havde været forårsaget af selve ulykken og sygdomsforløbet. Ankenævnet vurderede endvidere, at størstedelen af den psykiske belastning ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes skaden, og at tilstanden ikke skønnedes at være varig.
Afgørelsesdato: 11. januar 2016