En patient blev opereret på et privathospital, fordi en skanning havde vist en forsnævring af rygmarvskanalen. Patienten fik før operationen antibiotika. Dagen efter operationen havde hun nedsat kraft over hofte og knæled, og der var sivning fra operationssåret, og da man mistænkte en blodansamling, blev hun opereret igen.
To dage efter operationen blev hun overflyttet til et offentligt hospital, fordi hun skulle i smertebehandling, og efter tre dage blev hun udskrevet til et genoptræningstilbud. Ved kontrollen på privathospitalet tre måneder efter operationen gik patienten med stok og havde nedsat kraft i venstre ben.
Året efter operationen havde patienten stadig rygsmerter og nedsat kraft i benet.
Patienterstatningen vurderede, at der var belæg for at gennemføre operationen, og at operationen blev udført korrekt. Blodansamlingen og de efterfølgende gener var en hændelig komplikation, der både var sjælden og alvorlig set i forhold til den sygdom patienten blev behandlet for. Patienten fik derfor bl.a. erstatning for varigt mén.
Ankenævnet for Patienterstatningen var ikke enige i Patienterstatningens fastsættelse af det varige mén, som de mente skulle forhøjes fra 10 procent til 20 procent.
Afgørelsesdato: 8. december 2016