En 41-årig kvinde blev henvist til en psykiater, som vurderede, at hun havde emotionel ustabil personlighedsstruktur (borderline) og iværksatte behandling for dette. Efter et par måneder oplevede patienten vægtøgning, og medicinen blev derfor ændret. Senere mistænkte psykiateren, at patienten også havde ADHD, og medicinen blev justeret derefter.
Kontakten til psykiateren stoppede efter godt et år, og nogle måneder efter stoppede patienten med at tage medicinen. Gennem hendes egen læge blev den medicinske behandling senere genoptaget.
Patienten blev efterfølgende undersøgt af en anden psykiater, som vurderede, at hendes symptomer passede med ADHD og depression. Den medicinske behandling blev derfor opretholdt, og den blev siden justeret flere gange.
Patienten anførte i sin anmeldelse, at hun mente, at hendes depression og øvrige gener var blevet forværret på grund af den forkerte behandling for borderline.
Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke var blevet påført skade ved behandlingen. Der blev lagt vægt på, at der havde været korrekt grundlag for at diagnosticere en ustabil personlighedsstruktur og senere mistænke ADHD, og at der var blevet iværksat relevant behandling herfor med relativt lave doser medicin mod depression og med medicin, der har beroligende og ”tankesamlende” effekt. Den nærmere baggrund for at udskrive medicinen, justere medicindoser og opfølgning af effekten var kun sparsomt beskrevet i journalen, hvilket ikke er efter erfaren specialiststandard. Det var dog Patienterstatningens vurdering, at medicineringen ikke havde medført en egentlig skade, heller ikke en forværring af patientens psykiske sygdom. Derimod var det efterfølgende langvarige forløb ved anden psykiater med jævnlige justeringer af medicinen er et udtryk for, at patienten havde en kompleks psykisk sygdom.
Sagen blev derfor afvist efter KEL § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.
Afgørelsesdato: 6. oktober 2015