En 18-årig mand begik selvmord, efter at han i ca. en måned havde været i behandling med lykkepiller på grund af angst. Behandlingen var ordineret af hans praktiserende læge.
Forældrene anmeldte dødsfaldet og anførte, at de ikke mente, at lægen havde fulgt tilstrækkeligt op på patientens psykiske sygdom. De var desuden utilfredse med, at lægen ikke havde informeret dem om hans tilstand. Derudover mente forældrene, at selvmordet var en bivirkning til medicinen.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen hos den praktiserende læge havde levet op til erfaren specialiststandard, da der var korrekt indikation for at ordinere den medicinske behandling, og der var aftalt opfølgning efter gældende retningslinjer.
Patienterstatningen vurderede desuden, at det ville have været et brud på lægens tavshedspligt, hvis han havde informeret forældrene om patientens tilstand, da patienten ikke var vurderet som selvmordstruet.
Endelig vurderede Patienterstatningen, at selvmordet var en fysisk skade afledt af en psykisk skade og dermed ikke omfattet af KEL § 38. Der blev derfor givet afslag på erstatning.
Lykkepiller er mistænkt for at øge risikoen for selvmordstanker og selvmordsadfærd, når de bruges til behandling af unge under 25 år. Der gælder derfor retningslinjer om, at hvis behandlingen gives til denne patientgruppe, skal der føres tæt kontrol med patienten i de første uger efter ordinationen.
Selvmordstanker og selvmordsadfærd er kendte bivirkninger til behandling med lykkepiller. Disse bivirkninger er dog af psykisk karakter og derfor ikke omfattet af klage- og erstatningslovens regler om lægemiddelskader. Loven dækker heller ikke fysiske følger af en psykisk skade efter et lægemiddel. Det betyder, som den konkrete sag viser, at der ikke kan ydes erstatning for selvmord, der er udløst af bivirkninger til behandlingen med lykkepiller.
Afgørelsesdato: 15. juli 2015