En 64-årig kvinde søgte erstatning for følgerne efter forsinket kræftbehandling. Forsinkelsen skyldtes, at kvinden som ny tilflytter til en region ikke blev indkaldt rettidigt til screening for brystkræft.
Ifølge regionen findes der ikke en smart måde, der kan sikre, at alle tilflyttere kommer ind i screeningsprogrammet, så screeningsintervallerne, der efter de kliniske retningslinjer højst må være 2 år og 3 måneder, følges.
Patienterstatningen vurderede alligevel, at kvinden var berettiget til erstatning for følgerne af den forsinkede screening, fordi hun blev indkaldt med et års forsinkelse i forhold til, hvornår hun var blevet screenet i den region, hun flyttede fra. Var kvinden blevet screenet efter reglerne, havde man med overvejende sandsynlighed stillet diagnosen tidligere, og hun kunne have undgået at få fjernet alle lymfeknuder og behandling med kemoterapi.
Vi henviste i afgørelsen til, at alle kvinder mellem 50-69 år efter sundhedsloven har ret til mammografiscreening hvert 2. år, og at der højst må gå 2 år og 3 måneder mellem screeningerne.
Vi lagde også vægt på, at regionen ikke havde redegjort for de omstændigheder, der forhindrede, at kvinden kunne være orienteret om hendes krav på screening. Var kvinden orienteret, kunne hun via egen læge være blevet henvist til screening tidligere, da regionen har en ordning, som giver egen læge mulighed for at henvise direkte til screening.
Kvinden var i forløbet i kontakt med egen læge og spurgte her ind til, hvornår hun ville blive indkaldt til screening. Der var gået mere end 2 år og 3 måneder fra sidste screening. På dette tidspunkt havde egen læge altså mulighed for at henvise kvinden til en screening, men henviste i stedet til, at kvinden ville blive indkaldt det efterfølgende år. Patienterstatningen vurderede, at det på dette tidspunkt ville have været erfaren specialiststandard at henvise kvinden til screening.
Ansvaret for forsinkelsen deles i dette tilfælde mellem både regionen og patientens egen læge.
Afgørelsesdato: 10. marts 2016