En 58-årig kvinde anmeldte, at hendes kræftdiagnose var stillet for sent.
Patienterstatningen vurderede, at man ikke burde have stillet diagnosen tidligere, og at kvinden derfor ikke var påført skade ved behandlingen, jf. KEL § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.
Afgørelsen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, som vurderede, at man burde have fået mistanke om kræft på et tidligere tidspunkt. Nævnet vurderede dog også, at en tidligere diagnose ikke med overvejende sandsynlighed ville have ændret på behandlingen eller overlevelsesprognosen. Nævnet tiltrådte derfor, at kvinden ikke var berettiget til erstatning.
Sagen blev herefter indbragt for domstolene. Retslægerådet udtalte, at sygdommen allerede var spredt, da diagnosen skulle være stillet, og at der var tale om en langsomt voksende kræftform. Det var derfor ikke sandsynligt, at en tidligere diagnosticering ville have medført en anden og mindre omfattende behandling, eller at patientens overlevelsesprognose var blevet forringet som følge af diagnoseforsinkelsen. Byretten mente derfor ikke, at der var sket en erstatningsberettigende skade.
Landsretten udtalte, at der ikke var grundlag for at fastslå, at der var begået erstatningspådragende fejl, og at derfor ikke var grundlag for at lempe på beviskravet. Landsretten stadfæstede derfor dommen (Vestre Landsrets dom af 27. oktober 2014, 1. afd., sag nr. B-3058-13).
Afgørelsesdato: 17. november 2009