En 32-årig kvinde fik foretaget kejsersnit og fik i den forbindelse en skade på tarmen, som medførte, at hun ikke længere kunne blive gravid på naturlig vis. Hun påbegyndte senere fertilitetsbehandling, men hun måtte opgive dette, da hun ikke kunne tåle behandlingen på grund af skadens følger. Man frarådede hende at gennemgå yderligere fertilitetsbehandling.
Skaden blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4 (KEL § 20, stk. 1, nr. 4), og patienten blev tilkendt godtgørelse for varigt mén, blandt andet for mistet evne til at få flere børn (infertilitet).
Patienten rejste krav om erstatning for udgifter til adoption. Patienterstatningen afviste imidlertid dette krav, da sådanne udgifter ikke falder ind under de udgifter, der kan kræves erstattet efter EAL § 1.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen. Patienten indbragte herefter sagen for domstolene. Østre Landsret vurderede, at udgifter til adoption ikke kunne anses for at være et såkaldt ”andet tab” efter EAL § 1, og at udgifterne derfor ikke kunne erstattes.
Sagen blev herefter indbragt for Højesteret, som udtalte, at udgifterne til adoption ikke kunne betragtes som helbredelsesudgifter efter EAL § 1, da udgifterne ikke havde til formål at helbrede skadelidte. Udgifterne kunne heller ikke erstattes som ”andet tab”, da udgifterne ikke havde til formål at sikre eller forbedre skadelidtes funktionsevne. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom. Dommen er trykt i U 2011.3098 H.
Afgørelsesdato: 28. juni 2005