En 49-årig kvinde havde gennem en længere periode haft problemer med højresidige spastiske lammelser samt problemer med koncentration og hukommelse og blev i 2001 undersøgt herfor, uden at der blev stillet en diagnose. Efterfølgende skete der en forværring af symptomerne, og i 2005 blev patienten igen henvist til udredning. Senere fik patienten også kognitive forstyrrelser, men man stillede fortsat ingen diagnose. Først da patienten blev henvist til second opinion på et andet sygehus i 2007, blev diagnosen dopa responsiv dystoni stillet. Patienten blev herefter sat i relevant behandling og blev straks symptomfri. Patienten var dog i mellemtiden blevet meget dårlig og sad i elektrisk kørestol.
Patienterstatningen vurderede, at diagnosen burde have været stillet i 2005, og anerkendte således sagen efter PFL § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.
Som følge af de svære symptomer havde kommunen bevilget omfattende ændringer af patientens køkken, men efter patientens symptomfrihed ville de ikke reetablere køkkenet til et normalt køkken. Patienten rejste derfor krav om erstatning for udgifter til reetablering af køkkenet.
Patienterstatningen afviste at erstatte udgifterne, da køkkenet fortsat måtte antages at være funktionelt trods de foretagne ændringer. Herudover kan reetablering til et normalt køkken ikke betegnes som en nødvendig hjælpeforanstaltning.
Afgørelsesdato: 2. februar 2009