En gravid kvinde på 34 år kontaktede sin egen læge i december 2003, da hun havde smerter i det ene bryst. Ved undersøgelsen fandt lægen lidt groft kirtelvæv, men ellers normale forhold. Kvinden blev henvist til mammografi. Da der var lang ventetid, blev hun omvisiteret til en privat røntgenklinik.
På røntgenklinikken blev hun ultralydsskannet i januar 2004, og lægen undersøgte hendes bryst, men fandt forholdene normale.
I september 2005 henvendte hun sig til egen læge på grund af ømhed i venstre bryst. Hun ammede stadig. Lægen undersøgte igen brystet og fandt en øm knude, men fandt det samme i det andet bryst - dog i mindre grad. Lægen anbefalede kvinden at stoppe med at amme og se tilstanden an.
I november 2005 gik kvinden igen til lægen, fordi der fortsat var en knude. Lægen henviste til mammografi, der blev foretaget samme måned. Undersøgelser viste, at hun havde udviklet uhelbredelig kræft med spredning til lymfeknuderne på halsen.
Kvinden anmeldte sagen til Patienterstatningen, fordi hun mente, at hun var påført en skade i form af forsinket diagnosticering af brystkræft hos både egen læge og hos røntgenklinikken.
Patienterstatningen fandt, at optimal behandling på røntgenklinikken i januar 2004 havde været, at man også havde foretaget en mammografi, bl.a. fordi kvinden var gravid, og fordi det er velkendt, at brystkræft hos en gravid og efterfølgende ammende kvinde kan vokse hurtigt.
Det var ligeledes vurderingen, at hvis udredningen var gennemført i overensstemmelse med standarden for den erfarne specialist, så var brystkræften med overvejende sandsynlighed blevet konstateret i forbindelse med undersøgelsen på røntgenklinikken, og relevant behandling kunne have været iværksat allerede i starten af 2004.
På den baggrund konkluderede Patienterstatningen, at diagnoseforsinkelsen med overvejende sandsynlighed havde medført, at kvinden udviklede uhelbredelig kræft. Hun blev tilkendt erstatning som følge af den sene diagnosticering på røntgenklinikken og den heraf følgende forsinkede behandling af sygdommen.
Patienterstatningen vurderede ligeledes, at det havde været optimalt, hvis patientens egen læge allerede i september 2005 havde henvist hende til videre udredning. Det var dog også Patienterstatningens vurdering, at behandlingsforløbet og overlevelsesprognosen med overvejende sandsynlighed ville have været den samme ved diagnosticering i september 2005 som ved diagnosticering i november 2005. Patienten var derfor ikke berettiget til erstatning for forløbet hos egen læge. Dette fik dog ikke betydning for erstatningsbeløbets størrelse, som er det samme, uanset om der er en eller flere skadevoldere.
Afgørelsesdato: 18. juni 2010