En 39-årig mand havde gennem 5-6 år været generet af sure opstød med opløb af syre i spiserøret. Han var forsøgt behandlet medicinsk uden at dette dog havde varig effekt, og han fik derfor foretaget kikkertoperation af spiserørets lukkemuskel. Ved denne operation blev der skabt en kunstig ventil, der forhindrede tilbageløb af mavesyre fra mavesækken til spiserøret.
Operationen forløb planmæssigt, men efter operationen var patienten plaget af vedvarende skuldersmerter, specielt efter fødeindtagelse. Kortvarige skuldersmerter i en til to dage er en normal komplikation til operationen, men da patientens smerter fortsatte, fik han foretaget en ny kikkertundersøgelse af mavesækken samt en røntgenundersøgelse af spiserøret. Begge undersøgelser viste imidlertid normale forhold, og den nærmere årsag til skuldersmerterne kunne ikke fastslås.
Patienterstatningen anerkendte skaden i medfør af PFL § 2, stk. 1, nr. 4 (KEL § 20, stk. 1, nr. 4), idet vedvarende skuldersmerter efter et indgreb som det udførte var en både sjælden og ubehagelig skade, der fandtes at gå ud over, hvad patienten burde tåle af gener efter et forsøg på at behandle hans relativt beskedne grundsygdom.
På grund af smerterne efter fødeindtagelse havde patienten et betydeligt ufrivilligt vægttab, og det var derfor nødvendigt for ham at tage et dagligt kosttilskud i form af proteindrik. Patienten prøvede flere gange at ophøre med at tage proteintilskuddet, men hver gang resulterede det i et nyt vægttab.
Patientens egen læge vurderede, at patienten måtte antages at have et varigt behov for kosttilskuddet, og Patienterstatningen fandt, at præparatets anvendelse var udløst af patientskaden i form af skuldersmerter efter indtagelse af fast kost. Der blev derfor fastsat en erstatning for fremtidige udgifter til proteindrik svarende til en kapitalisering af den årlige udgift til præparatet (se evt. årsberetningen fra 2001).
Den anvendte proteindrik var et ikke receptpligtigt kosttilskud, men da nødvendigheden af anvendelsen var bekræftet af patientens egen læge, og da brugen fandtes rimelig og nødvendig ud fra sagens oplysninger, fandt Patienterstatningen, at udgiften til præparatet kunne erstattes med henvisning til § 1 i den dagældende EAL (1984-loven). Efter 2001-loven ydes erstatning for fremtidige udgifter efter EAL § 1a.
Sagen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, som tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
Afgørelsesdato: 6. februar 2002