En 12-årig pige blev indlagt på et sygehus, efter at hun ca. en time tidligere havde fået en bom fra et sejlskib i hovedet. Hun havde ikke været bevidstløs og havde hverken haft opkastninger, kvalme eller synsforstyrrelser. Patienten havde dog haft næseblod. Hun klagede over træthed og hovedpine, hvor bommen havde ramt hende. Der var ingen klager over kraftnedsættelser eller føleforstyrrelser.
Patienten fik konstateret to buler i panden på 2 x 3 cm og en dybde på max 1 mm. Man mistænkte dog ikke brud på kraniet. Der blev fundet indikation for røntgenundersøgelse af patientens halsrygsøjle men ikke for CT-skanning af hovedet, og patienten blev derefter indlagt på børneafdelingen til observation for følger efter hjernerystelse.
I løbet af dagen havde patienten flere opkastninger. Ellers var hun vågen og orienteret. Efter et par dages observation konstaterede man, at der var en klar bedring i patientens tilstand. Man fandt hende upåvirket, og da hun svarede godt for sig, blev hun udskrevet.
Efter udskrivelsen havde patienten gulligbrunt flåd fra næsen, når hun bøjede sig fremover. En privatpraktiserende øre/næse/halslæge vurderede imidlertid, at flåddet ikke havde nogen betydning.
Ca. 1½ måned efter udskrivelsen blev pigen indlagt på sygehuset igen under diagnosen meningitis. Hun var pludselig blevet syg med voldsom hovedpine og opkastninger natten igennem. Hun var ved indlæggelsen ukontaktbar og nakkestiv. Prøver fra patientens rygmarvsvæske viste vækst af pneumokokker. CT-skanning af hjernen viste svær iskæmi (manglende blodforsyning) og blodpropsdannelse i hjernens kar. Patienten blev tiltagende dårlig og afgik kort efter ved døden.
Patienterstatningen vurderede, at optimal behandling havde tilsagt, at patienten allerede ved den første undersøgelse efter ulykken havde fået foretaget en CT-skanning af hovedet, at hun var blevet sat i forebyggende antibiotikabehandling med penicillin, og at forældrene var informeret om, at der ved vedvarende næseflod skulle undersøges for åbent brud til næsehulen med henblik på operativ lukning heraf.
Patienterstatningen vurderede endvidere, at patientens dødsfald kunne henføres til den ikke optimale behandling, idet hendes død var forårsaget af, at næsehulens bakterier via et brud i kraniet havde spredt sig til hjernen.
Efter EAL § 12 skal den, der er erstatningsansvarlig for en andens død, betale erstatning for rimelige begravelsesudgifter og erstatning til den, som ved dødsfaldet havde mistet en forsørger.
Der var i sagen blandt andet fremsat krav om erstatning af ca. 130.000 kr. til dækning af begravelsesudgifter. Udgifterne vedrørte primært indretningen af gravstedet og vedligeholdelsen af dette. Der forelå dokumentation for samtlige udgifter.
I teori og praksis antages det, at de samlede udgifter til begravelsen - uanset om de enkeltvis alle er rimelige og dokumenterede - ikke må overstige et vist samlet ”rimeligt” beløb, svarende til det gennemsnitlige udgiftsniveau for begravelser i Danmark. Det maksimale beløb, som kan erstattes, er i praksis 25.-30.000 kr. (2001-niveau), medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder.
I retspraksis er der kun givet højere erstatning for begravelsesudgifter i forbindelse med begravelser i udlandet. Hertil kommer, at udgiften til vedligeholdelse af gravstedet, der i den konkrete sag udgjorde næsten halvdelen af det krævede beløb, ifølge retspraksis ikke anses for en begravelsesudgift, som kan erstattes efter EAL § 12.
Patienterstatningen fandt herefter alene grundlag for at erstatte 30.000 kr. til begravelsesudgifter.
Der var endvidere fremsat krav om erstatning for moderens tabte arbejdsfortjeneste som følge af sygefravær efter datterens død.
Patienterstatningen vurderede, at der ikke var hjemmel i erstatningsansvarsloven til at yde erstatning for moderens tabte arbejdsfortjeneste. Patienterstatningen lagde herved vægt på, at der efter PFL § 1, stk. 1 (KEL § 19, stk. 1), kun kan ydes erstatning til patienten og dennes efterladte udmålt efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Efter almindelige erstatningsretlige regler er det kun den direkte skadelidtes (datterens) tabte arbejdsfortjeneste, der kan erstattes. Det indkomsttab, moderen havde lidt, fordi hun efter datterens død ikke havde været i stand til at passe sit arbejde, kunne derfor ikke erstattes. Afgørelsen har støtte i dommen U 2002.2407 H.
Patienterstatningen har i helt særlige situationer delvist kompenseret forældres tabte arbejdsfortjeneste som en helbredelsesudgift for barnet efter EAL § 1, i de situationer hvor forældre har taget fri fra arbejde for at passe et sygt barn. I den aktuelle sag var moderens indkomsttab imidlertid begrundet i fravær som følge af datterens død og kunne derfor ikke betragtes som en helbredelsesudgift for datteren.
Sagen blev anket til såvel Ankenævnet for Patienterstatningen, Østre Landsret, samt Højesteret, som alle stadfæstede Patienterstatningens afgørelse. Højesterets dom er trykt i U 2007.1562 H.
Afgørelsesdato: 31. oktober 2002