En 39-årig kvinde påbegyndte som følge af en vægtstigning behandling med slankemidlet Letigen. Behandlingen sluttede efter et år, idet der da var indtrådt et passende vægttab.
Fem måneder senere blev patienten indlagt akut med venstresidig hovedpine, manglende orientering samt hængende højre mundvig. Under indlæggelsen var hun udsat for krampetilfælde og blev efterfølgende lam i højre side af kroppen, samtidig med at hun delvist mistede synet.
Man foretog forskellige undersøgelser og konstaterede, at patienten led af cerebral vaskulitis (betændelse i hjernens karvægge). Efterfølgende gennemgik patienten et langvarigt genoptræningsforløb.
Patienterstatningen vurderede, at patientens hjerneskade med overvejende sandsynlighed var en følge af behandlingen med Letigen, og fandt, at skaden oversteg, hvad patienten med rimelighed burde acceptere. På baggrund heraf fandt Patienterstatningen, at patienten var berettiget til erstatning efter LMSL § 6 (KEL § 43).
Patienten krævede herefter erstatning for udgifter afholdt til træningsudstyr og forskellige hjælpemidler samt for transportudgifter afholdt i forbindelse med anskaffelsen af disse. Herudover krævede patienten erstatning for udgifter til indkøb af videofilm og for udgifter til pasning og pleje i hjemmet.
Patienten havde som følge af skaden anskaffet træningsudstyr i form af en brynjehandske til køkkentræning samt hjælpemidler i form af nye ure, en telefon med store taster, en simpel fjernbetjening, materiale til genindlæring af tal og bogstaver samt computerbaserede genoptræningsprogrammer.
Patienterstatningen afviste at erstatte såvel de afholdte udgifter som de transportudgifter, patienten havde haft i forbindelse med anskaffelserne. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at udgifterne alle havde karakter af hjælpemidler, der havde til formål at reducere følgerne af patientskaden, og at udgifterne efter praksis derfor måtte anses for indeholdt i méngodtgørelsen.
Patienten krævede endvidere erstatning for udgifter til indkøb af 111 videofilm, idet hun som følge af skaden hverken kunne læse eller udføre manuelt hobbyarbejde. Det eneste, hun således kunne beskæftige sig med i sin fritid, var at se TV og film med dansk tale.
Patienterstatningen afviste at yde erstatning for udgifterne til indkøb af videofilm, idet der var tale om anskaffelse af forbrugsgoder, og idet bestemmelsen i EAL § 1 ikke tager sigte på at erstatte udgifter til anskaffelse af forbrugsgoder.
Endelig krævede patienten erstatning for udgifter til pasning i hjemmet. Patientens kommune havde vurderet, at pasningen kunne varetages af en faglært social- og sundhedshjælper, og havde derfor bevilliget et beløb, der svarede til mindstelønnen for en faglært social- og sundhedshjælper. Patienten ønskede imidlertid pasningen varetaget af en psykolog, som skulle have en højere løn. På baggrund heraf krævede patienten erstatning for de supplerende lønudgifter, som havde været afholdt i forbindelse med pasningen.
Patienterstatningen afviste med støtte i kommunens vurdering at yde erstatning for de supplerende lønudgifter, da udgiften ikke var for nødvendig for at opfylde behovet for pasning (årsberetning 2002).
Bestemmelsen i EAL § 1 tager som udgangspunkt sigte på at erstatte de udgifter, der er forbundet med patientens helbredelse, herunder udgifter til medicin og behandling. Imidlertid kan patienten også som et ”andet tab” få dækket andre udgifter, der står i direkte forbindelse med patientskaden. Patienten har dog ved afholdelse af sådanne udgifter en pligt til at begrænse skadevolders tab og kun afholde udgifter, der må anses for nødvendige.
Afgørelsen afspejler det relativt begrænsede anvendelsesområde, bestemmelsen i EAL § 1 har fået i doms- og forsikringspraksis, når det kommer til erstatning af andre udgifter end dem, der står i direkte forbindelse med patientens helbredelse.
Afgørelsesdato: 29. november 2002