En 48-årig kvinde fik foretaget en kikkertundersøgelse i maven på grund af blødning i mavetarmkanalen. I løbet af indgrebet, som blev foretaget under anvendelse af et sovemiddel (Dormicum), bed patienten hårdt i den anvendte bideskinne. Herved løsnede tanden +1 sig, og tanden 1+ brækkede.
Patienten blev herefter tilset af sygehusets tandlæger, der fjernede tandnerven svarende til tanden 1+ og lukkede roden midlertidigt. Man fandt ikke anledning til at foretage anden akut behandling. Tandskaden blev senere udbedret hos patientens egen tandlæge.
I forbindelse med sagen vurderede Patienterstatningens tandlægekonsulent, at tanden +1 forud for skaden havde en veltilpasset stiftkrone, der var genopbygget på bedst mulig måde, men at tanden 1+ til gengæld var svækket som følge af alt for store fyldninger.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet tandskader som følge af en kikkertundersøgelse af maven indtræder meget sjældent, samtidig med, at skaden måtte anses for relativt alvorlig i forhold til kikkertundersøgelsen og patientens grundlidelse.
Uanset at den ene af de beskadigede tænder (1+) allerede var svækket forud for undersøgelsen, fandt Patienterstatningen, at skaden på denne tand også skulle erstattes, idet det ved udbedring af skaden var nødvendigt at indbefatte begge tænder i en bro (99-0816) (2000 Årsb.).
Ved bedømmelsen af i hvilket omfang en tandskade kan erstattes, skal der tages hensyn til, hvilken status tænderne havde før skaden. Årsagen er, at meget af det efterfølgende reparationsarbejde ofte skyldes tænder, der i forvejen er løse, ramt af paradentose eller lignende. I denne sag havde den forudgående svækkelse af en tand dog ingen betydning for anerkendelsen og erstatningsudmålingen.
Afgørelsesdato: 19. september 2000