En 53-årig mand blev behandlet for myelomatose (blodkræft). Behandlingen bestod i stråling, som skulle bremse et begyndende sammenfald i ryghvirvlen, ligesom den skulle virke smertestillende. Strålebehandlingen medførte imidlertid sammenfald af ryghvirvlerne, hvilket gav tryk på rygmarven, hvorfor patienten blev lam fra lænden og ned.
Sagen blev afvist efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, under henvisning til, at patienten havde en meget alvorlig grundsygdom, som i sig selv kunne medføre totalt brud på ryghvirvlerne med deraf følgende lammelser som følge af tryk på rygmarven.
Sagen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, der tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
For så vidt angår domspraksis vedrørende stråleskader henvises i øvrigt til U 2001.2505H, hvor Højesteret fandt, at der ikke kunne ydes erstatning efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, for følger efter strålebehandling af knoglemetastaser efter brystkræft. Som komplikation til behandlingen udviklede patienten skader på tarmene, hvilket medførte et langvarigt og belastende behandlingsforløb og anlæggelse af permanent kolostomi. Ved Højesterets afgørelse blev der lagt vægt på, at patientens overlevelsesprognose havde været særdeles dårlig, hvis strålebehandlingen ikke var blevet foretaget. Det skønnedes herefter at være uden betydning, at risikoen for en komplikation som den opståede måtte anses for ringe.
Afgørelsesdato: 26. juni 1997