En 13-årig pige fik i januar 1998 foretaget stivgørende operation af ryghvirvlernes torntappe på grund af tiltagende rygskævhed. I forbindelse med operationen fik patienten blodtransfusion med i alt 6 portioner blod.
Operationen forløb isoleret set planmæssigt, men efterfølgende viste det sig, at en af blodportionerne stammede fra en donor, der var HIV-smittet. Donor havde endnu ikke udviklet antistof, og smitten blev derfor ikke fanget ved screeningen.
2 dagen efter operationen konstaterede man, at patienten havde modtaget blodtransfusion med den HIV-inficerede blodportion. Der blev derfor samme dag indledt 3-stof antiviral behandling (lægemiddel til behandling af virusinfektioner).
Patienten blev behandlet i omkring 10 måneder og blev herefter fulgt med ugentlige blodprøver og kontroller. Omkring 15 måneder efter smitten, blev det konstateret, at patienten ikke (længere) var smittet.
Sagen blev anerkendt efter § 2, stk. 1, nr. 4, idet Patienterstatningen fandt, at den foreløbige skade i form af gener i forbindelse med medicinering og kontroller som følge af den formodede HIV-infektion opfyldte såvel sjældenheds- som alvorlighedskriteriet.
Patienterstatningen lagde bl.a. vægt på det forhold, at patienten, som følge af formodningen om, at hun var inficeret med HIV-smitte, blev fulgt med månedlige blodprøver og ved ambulante kontroller på sygehuset ca. hver 3. måned. Endvidere indtog patienten ganske meget medicin, hvilket medførte en del bivirkninger.
I øvrigt bemærkede Patienterstatningen, at man ikke på det foreliggende kunne anerkende skaden i form af HIV-infektion, da en sådan ikke var konstateret (98-0291) (1998 Årsb.).
Sagen er én af flere sager vedrørende smitte med HIV på danske sygehuse. Denne sag adskiller sig dog derved, at det i en periode var uvist, om patienten rent faktisk var smittet og i bekræftende fald, om smitten kunne nedkæmpes. De gener og ulemper i form af, at hun blev behandlet som smittet og skulle medicineres og kontrolleres i overensstemmelse hermed, var dog af en sådan karakter, at Patienterstatningen fandt, at de isoleret set udgjorde en skade i lovens forstand, uanset om patienten faktisk var smittet eller ej.
Afgørelsesdato: 8. juli 1998