En dreng blev ved sin fødsel i marts 1999 påført en erstatningsberettigende patientskade i form af en cerebral parese (hjerneskade).
Patienterstatningen afviste i første omgang sagen i juli 2003, hvorefter sagen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, der i maj 2004 omgjorde Patienterstatningens afgørelse.
I juni 2004 blev Patienterstatningen gjort opmærksom på, at drengen var afgået ved døden i januar 2004 som følge af patientskaden. Forældrene indtrådte derfor i barnets krav på de godtgørelser og erstatninger, der kom til udbetaling som følge af patientskaden.
Patienterstatningen vurderede, at barnets tilstand havde været uændret siden fødselstidspunktet, og der kunne derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte. Derimod blev det vurderet, at barnets varige mén allerede fra fødslen kunne fastsættes til en méngrad på 100 %. Barnets erhvervsevnetabserstatning blev fastsat efter bestemmelsen i EAL § 8.
Da barnet i den aktuelle sag afgik ved døden inden sit fyldte 5. år, og dermed kun nåede at leve i kort tid med skadens følger, fandt Patienterstatningen, at såvel godtgørelsen for varigt mén som erstatningen for erhvervsevnetab skulle nedsættes med ¼.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
Efter erstatningsretlig praksis skal der ske en skønsmæssig reduktion af godtgørelsen for varigt mén og erstatningen for erhvervsevnetab i de tilfælde, hvor skadelidte afgår ved døden kort tid efter skaden, og inden de to erstatningsposter er kommet til udbetaling. Begrundelsen for denne reduktion er, at der er tale om godtgørelser og erstatninger, der udbetales med det formål at kompensere den skadelidte i et normalt livsforløb. Hvis skadelidte imidlertid allerede er død på tidspunktet for erstatningsudbetalingen, kender man modsat normalt den faktiske levetid og dermed også det tidsrum, hvori den skadelidte er berettiget til kompensation. Godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab reguleres derfor således, at det der kommer til udbetaling tilnærmes den afdødes faktiske tab.
Selve reduktionen foretages skønsmæssigt med udgangspunkt i den retspraksis, der findes på området. Jo kortere tid patienten har levet med generne, des større reduktion foretages der af erstatningen. Erstatningen for erhvervsevnetab til skadelidte børn, der dør, inden erstatningen kommer til udbetaling, vil normalt skulle reduceres mere, end det er tilfældet for voksne, fordi barnet aldrig er nået den erhvervsaktive alder, og derfor heller ikke har noget egentligt økonomisk tab, se U 1994.302 V.
Afgørelsesdato: 30. september 2004