En 56-årig mand, der igennem mange år havde været stomibærer, blev på grund af tiltagende gener fra den blindlukkede endetarmsstump opereret i september 2001 med fjernelse af endetarmsstumpen.
Forud for operationen lå en sygehistorie, som startede helt tilbage i 1983, hvor patienten blev udsat for en voldsom motorsavsskade. Følgerne af denne var bl.a. amputation af en stor del af højre ben, amputation af venstre ben i hofteleddet samt omfattende bløddelsskader, bl.a. skader på den øverste del af endetarmen, hvorfor tyktarmen blev lagt frem til en stomi.
I forbindelse med den operative fjernelse af endetarmsstumpen opstod der en skade på patientens urinveje, som nødvendiggjorde anlæggelse af en Brickerblære (tildannelse af en kunstig blære af et stykke tarm). Patienterstatningen anerkendte den opståede skade.
Patienterstatningen opfordrede i forbindelse med sagens anerkendelse patienten til at søge arbejdsskadesagen fra 1983 genoptaget, idet den operative fjernelse af endetarmsstumpen havde relation til den gamle arbejdsskadesag. Patienterstatningen blev efterfølgende gjort opmærksom på, at patienten var blevet tilkendt både en méngrad og et erhvervsevnetab på 100 % i arbejdsskadesagen og henset hertil samt til den lange tid, der var hengået siden arbejdsskadesagens afslutning, blev det fundet formålsløst at søge sagen genoptaget.
Patienterstatningen vurderede herefter, at behandlingsskaden måtte anses for en selvstændig skade, og at merménet derfor skulle dækkes af patientforsikringsloven.
Patienterstatningen fastsatte herefter patientens varige mén som følge af behandlingsskaden til en méngrad på 50 %. Der blev ved fastsættelsen af méngraden lagt vægt på, at behandlingsskaden havde medført anlæggelse af Brickerblære samt en række andre gener, herunder forringet fødeoptagelse, tendens til opkastning og diarre, impotens samt dårlig komfort, da patienten ikke længere kunne sidde ordentligt i sin kørestol (Årsberetning 2002).
Ved fastsættelsen af méngraden tages der udgangspunkt i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel. Ved omfattende skader, der rammer flere legemsdele, vil en normal sammenlægning af tabellens mén kunne medføre et resultat, der overstiger 100 %. Når der i disse situationer alene er tale om følger efter én og samme skadevoldende begivenhed, fastsættes skaderne til en méngrad på 100 %.
Af lov om sikring mod følger af arbejdsskade § 59 følger, at loven går forud for anden erstatningslovgivning. Er årsagen til den primære tilskadekomst en arbejdsskade, dækker Arbejdsmarkedets Erhvervssikring derfor også eventuelle patientskader, der måtte opstå i forbindelse med den tilskadekomnes behandling for arbejdsskaden.
Da Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på tidspunktet for patientskadens indtræden allerede havde tilkendt 100 % mén, og da der var gået næsten 18 år mellem den primære arbejdsskade og den behandling, der udløste patientskaden, vurderede Patienterstatningen, at skaden på patientens urinveje var en følge af en ny skadevoldende begivenhed, der derfor kunne udløse en yderligere méngrad på 50 %. Der blev udover den tidsmæssige faktor lagt vægt på, at de opståede skader var nytilkomne, og at de derfor ikke var indgået i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings oprindelige afgørelsesgrundlag.
Patienterstatningen fandt dog ikke, at der kunne tilkendes yderligere erstatning for tab af erhvervsevne, da patienten tidligere fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde fået erstatning svarende til fuldstændig tab af erhvervsevnen til dækning af alle fremtidige økonomiske tab.
Afgørelsesdato: 13. januar 2003