En 60-årig kvinde, som led af immundefekt, blev over en længere periode behandlet med gammaglobulinindsprøjtninger 1 gang månedligt. Ved en undersøgelse i forbindelse med et videnskabeligt projekt konstaterede man i 1997, at patienten var HIV-positiv. Man konstaterede ved hjælp af undersøgelser af tidligere serumprøver, hvilken periode patienten var blevet smittet.
Patienten oplyste, at der ikke siden ægtefællens død, 10 år tidligere, havde været seksuelle kontakter, at hun ikke havde modtaget blodtransfusioner, og at hun ikke var blevet opereret i den relevante periode.
Statens Seruminstitut foretog en undersøgelse, som viste, at en anden patient havde en virusstamme, som var identisk med den 60-åriges, og at denne patient i samme periode, som den 60-årige var i behandling, næsten dagligt havde været i ambulant behandling med injektionskammer til gentagne injektioner (Port-a-cath) på grund af en kendt HIV-smitte.
Patienterstatningen fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed var blevet påført HIV-smitte i forbindelse med behandlingen med gammaglobulin via intravenøse drop i tidsrummet fra oktober 1994 til februar 1996.
Patienterstatningen fandt endvidere på baggrund af Statens Seruminstituts undersøgelse, at smitten var blevet overført i forbindelse med anlæggelse af drop, hvor der ved hjælp af kanyle og sprøjte trækkes saltvand fra en flaske, der anvendes af hele afdelingen, samt at man i forbindelse med, at man udtrak yderligere saltvand fra flasken, havde inficeret saltvandet med blod fra den tidligere omtalte patient.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter § 2, stk. 1, nr. 1, idet man lagde vægt på, at erfaren specialiststandard havde tilsagt, at man i forbindelse med anlæggelse af intravenøse drop enten havde sikret sig, at der ved gennemskylning med saltvand blev anvendt en ny sprøjte og kanyle, hver gang man hentede yderligere saltvand, eller at man ikke havde anvendt samme flaske saltvand til flere patienter (98-0873) (1998 Årsb.).
Afgørelsesdato: 21. januar 1999