En 40-årig kvinde blev indlagt på et lokalt sygehus uden karkirurgisk specialafdeling, da hun pludselig fik voldsomme smerter i begge ben og ikke kunne føle sine fødder. På sygehuset blev der konstateret manglende puls i arterierne på underbenene, men pæn puls i arterierne på lårene. Patienten var øm i venstre læg og havde hvide tæer. Hun kunne ikke mærke berøring af venstre fod, men der var normale reflekser og ingen rygsmerter. På baggrund heraf blev det vurderet, at hun havde blodpropper i begge ben.
Sidst på aftenen kontaktede man telefonisk et større sygehus, hvor der var specialafdeling for karkirurgi med henblik på overflytning. Dette blev udskudt, idet man her fandt, at overflytningen kunne afvente til den følgende formiddag. Kvinden blev derfor alene behandlet for smerter natten igennem.
Kvinden udviklede trykskade (compartment syndrom) og efterfølgende muskellammelse i venstre underben (peroneusparese).
Patienterstatningen anerkendte sagen som en forsinket behandling efter PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1. Der blev lagt vægt på, at man på det andet sygehus, på baggrund af kvindens symptomer sidst på aftenen, burde have accepteret overflytning straks, da det første sygehus anmodede herom. Dermed ville muskellammelsen med overvejende sandsynlighed være undgået. På det første sygehus havde man derimod handlet, som man burde (99-0864/99-0831) (1999 Årsb.).
Sagen viser, at også specialafdelingers telefoniske vejledninger af ikke-specialiserede afdelinger på andre sygehuse kan føre til ansvar for specialafdelingen efter patientforsikringsloven, hvis rådgivningen ikke har levet op til erfaren specialiststandard, uanset at behandlingen har fundet sted på den ikke-specialiserede afdeling
Derimod kan den ikke-specialiserede afdeling ikke bebrejdes, at rådgivningen er fulgt, uanset at denne senere måtte vise sig at være forkert, idet man på den ikke-specialiserede afdeling må kunne fæste lid til rådgivningen fra specialafdelingen, da man jo netop ikke selv ligger inde med den viden, der er nødvendig for at kunne foretage en faglig efterprøvning af rådgivningen.
Optimal behandlingsstandard på den ikke-specialiserede afdeling består således i at vide, hvornår det er relevant at søge rådgivning fra specialafdelingen og eventuelt efter aftale at overflytte patienten til denne.
Afgørelsesdato: 30. december 1999