En 30-årig mand havde i 1984 brækket ryggen og havde siden ulykkestilfældet haft svækket følesans i det ene ben samt nedsat kraft og smerter i ryggen. På grund af aftagende gangfunktion fik patienten i september måned 1995 foretaget operation med fjernelse af et ved et tidligere indgreb indsat fiksationsapparatur. I forbindelse med fjernelsen af apparaturet kom der en rift i den hårde rygmarvshinde. Efter operationen havde patienten moderate føleudfald svarende til hele det ene ben samt indskrænket muskelkraft.
Ved vurderingen af patientens varige mén som følge af patientskaden var det overordentligt vanskeligt at adskille følgerne efter grundsygdommen og følgerne efter patientskaden. Patienterstatningen vurderede, at patientens samlede varige mén kunne fastsættes til en méngrad på 50 %.
Forud for fjernelsen af fiksationsapparaturet havde patienten svækket følesans og nedsat kraft i venstre ben, peroneusparese (delvis nervelammelse) i højre ben med dødhedsfornemmelse, aftagende gangfunktion, rygsmerter, problemer med delvis inkontinens og blæretømning samt smerter i forbindelse med ejakulation. Patienterstatningen vurderede, at patientskaden havde medført en forringelse af den motoriske kraft og følesansen på venstre ben samt forringet patientens evne til erektion og ejakulation.
Under hensyntagen til at det var vanskeligt at adskille de forudbestående gener fra følgerne efter patientskaden, idet patientskadefølgerne hovedsageligt bestod i en forværring af patientens grundlidelse, fastsatte Patienterstatningen skønsmæssigt det varige mén som følge af behandlingsskaden til en méngrad på 25 % (dvs. halvdelen af det samlede mèn).
De samme betragtninger gjorde sig gældende ved beregning af godtgørelse for svie og smerte, idet der kun ydes godtgørelse for den del af sygeperioden, der skyldes patientskaden. Idet Patienterstatningen fandt det vanskeligt at adskille sygeforløbet efter patientskaden fra det sygeforløb, patienten ville have haft under alle omstændigheder, såfremt der ikke var indtrådt en nerveskade i forbindelse med duralæsionen, blev godtgørelsen for svie og smerte skønsmæssigt fastsat til 10.000 kr.
Patienten havde i sin anmeldelse anført, at han havde haft udgifter til taxakørsel for ca. 1.000 kr. pr. måned, men at dette ikke var dokumenteret i form af kvitteringer.
Patienterstatningen fandt det ikke muligt ud fra sagens akter at fastsætte, i hvilket omfang han havde haft forøgede transportudgifter som følge af patientskaden i forhold til, hvad han forventeligt ville have haft som følge af sin grundsygdom, såfremt patientskaden ikke var indtrådt. Under hensyntagen til ovenstående, og da der ikke var fremsendt dokumentation for hans udgifter, fandt Patienterstatningen, at kun en mindre del af de af patienten anførte transportudgifter kunne erstattes. Patienterstatningen fandt herefter, at der skønsmæssigt samlet kunne tilkendes patienten 1.000 kr. i forøgede transportomkostninger.
Af sagens akter fremgik det, at patienten på tidspunktet for operationen i september måned 1995 var førtidspensionist. Der forelå derfor ikke indkomsttab som følge af patientskaden.
Patienten havde frem til 1995 forsøgt forskellige arbejdsfunktioner, men havde opgivet disse på grund af smerter i ryggen og smerter og kraftnedsættelse i venstre ben, og patienten var derfor blevet tilkendt mellemste førtidspension fra sommeren 1995. Patienterstatningen fandt på denne baggrund ikke, at patienten havde pådraget sig et erhvervsevnetab på 15 % eller derover. Patienten var således heller ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.
Afgørelsesdato: 12. november 1997