En 27-årig kvinde fik foretaget en provokeret abort i 6. uge + 4 dage. Ved indgrebet blev det noteret, at der kun var fjernet sparsomt væv, og ved efterfølgende ultralydsskanning fandt man livmoderen tom uden tegn på foster.
På grund af fortsatte graviditetssymptomer opsøgte kvinden senere egen læge, som konstaterede, at hun på trods af indgrebet var gravid. Kvinden måtte derfor gennemgå en sen abort (uge 17), hvilket medførte en kortere sygdomsperiode på grund af psykiske problemer samt indtægtstab.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling havde tilsagt, at man ved ultralydsskanningen, som blev foretaget umiddelbart efter det første indgreb, havde opdaget, at graviditeten ikke var blevet afbrudt som planlagt. Herefter havde optimal behandling tilsagt, at man havde foretaget et fornyet indgreb med fjernelse af fosteret, hvorved kvinden havde undgået efterfølgende at skulle gennemgå et nyt og større abortindgreb.
Et abortindgreb har ikke altid den tilsigtede effekt. Det kan imidlertid være vanskeligt at påvise, at indgrebet teknisk set ikke blev udført i overensstemmelse med optimal lægelig standard. Sagen blev derfor heller ikke anerkendt på grund af udførelsen af selve abortindgrebet. Patienterstatningens anerkendelse var derimod begrundet med, at man ved den efterfølgende ultralydsskanning overså det foster, der stadig var til stede.
Afgørelsesdato: 21. november 2002