En 79-årig kvinde blev indlagt på sygehuset, fordi hun gennem de sidste 14 dage forud for indlæggelsen havde været tiltagende svimmel, træt og konfus. Dagen efter indlæggelsen faldt hun ud af sin seng og pådrog sig skade på tænderne.
Ifølge sygehuset var alle senge på medicinsk afdeling udstyret med sengeheste. Det fremgik dog ikke af afdelingens sædvanlige optegnelser, om en patient brugte sengehest eller ej. Opsynet med den enkelte patient blev tilrettelagt ud fra såvel en sygeplejefaglig som en lægefaglig vurdering.
Patientens datter havde tidligere på aftenen været på besøg. Datteren forklarede, at der ikke havde været monteret sengehest på højre side af sengen ud mod vinduet, da hun forlod sin moder.
Patienterstatningen lagde til grund, at der ikke havde været monteret sengehest i begge sider af sengen. Endvidere lagde Patienterstatningen til grund, at patienten stort set hele dagen havde været konfus, og hun havde haft balance- og koordineringsproblemer.
På baggrund af patientens tilstand fandt Patienterstatningen, at sygehuset ikke havde iværksat fornødne sikkerhedsforanstaltninger til afværgelse af det uheld, der indtrådte. Sygehuset blev derfor pålagt ansvaret for den indtrufne tandskade efter PFL 3, stk. 2, (99-2543) (2000 Årsb.).
Sagen illustrerer problemet med, hvornår der skal sættes sengeheste op for at hindre patienterne i at falde ud af sengen. Dette gøres ikke rutinemæssigt, da nogle patienter netop kommer til skade ved at kravle over sengehesten, hvis de skal op om natten. I den aktuelle sag vurderede Patienterstatningen imidlertid, at patienten var så konfus og præget af balanceproblemer, at det havde beskyttet hende bedst, hvis der var sat en sengehest op.
Afgørelsesdato: 31. august 2000