En 45-årig mand stødte ind i en bom, mens han cyklede, og blev indlagt på et sygehus. Han havde smerter og følelsesløshed i armene, og berøring af den nedre del af halsrygsøjle- og lænderygsøjleregionen udløste smerter. Røntgenundersøgelse og CT-skanning viste tegn på degenerative forandringer, men ingen tegn på friske brud. Han havde tidligere haft svære smerter i ryggen. Han forblev indlagt til observation for rygmarvslæsion.
Lidt senere konstaterede man, at patienten ikke havde ladet vandet spontant. Han viste tegn til medullært tværsnitssyndrom (akut afbrydelse af rygmarven medførende tiltagende lammelser) neden for 5. halshvirvel. Han kunne ikke bøje armene, og der var hverken kraft over håndled eller fingre. Han angav endvidere nedsat føleevne på ydersiden af underarm og hånd. Benene var lammede, og der kunne ikke udløses dybe reflekser.
Sygehuset kontaktede neurokirurgisk afdeling på et større sygehus, som ikke fandt indikation for behandling med binyrebarkhormon, da der var gået mere end otte timer fra ulykken. Man fandt indikation for akut MR-skanning, som viste en blødning inde ved rygmarven (intramedullært) ud for 4. og 5. halsryghvirvel og en del rygmarvsforsnævring (spinalstenose). Efter fornyet konference med neurokirurgisk afdeling anlagde man stiv halskrave, og patienten blev akut overflyttet til det større sygehus.
På trods af lang tids genoptræning var patienten komplet tetraplegisk (lammelse af arme, ben og lukkemuskelfunktion).
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet den primære behandling af patientens akutte rygmarvsskade på det første sygehus ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Optimal behandling havde tilsagt, at patienten senest otte timer efter ulykken var blevet behandlet med store doser binyrebarkhormon. Dette ville med overvejende sandsynlighed have begrænset omfanget af de motoriske skader.
I det konkrete tilfælde, hvor der opstod en komplet tetraplegi neden for læsionsniveauet, ville behandling med binyrebarkhormon have givet mulighed for en bedre - men ikke normal - motorisk funktion i arme og hænder, men uændrede lammelser af benene.
Afgørelsesdato: 3. august 2001