En 34-årig kvinde blev på et sygehus sat i strålebehandling på grund af livmoderhalskræft. Svulsten var 8- 10 cm bred og i stadium 2b (udbredelsen af kræften - i dette tilfælde udbredelse uden for selve livmoderhalsen). Strålebehandlingen varede 2½ måned.
Ved en undersøgelse knap et år efter afsluttet strålebehandling konstaterede man, at der ikke var recidiv af kræften. Patienten skulle dog fortsætte med kontrolundersøgelser.
Ved en kontrolundersøgelse året efter havde patienten det alment godt. Hun havde dog i de sidste par måneder haft gener med snurren i begge fødder, og hun var noget slap i højre ben. I den følgende tid forværredes generne, idet der opstod nedsat kraft og tydelig påvirkning af gangen. Der kom endvidere føleforstyrrelser i benene, mest udtalt i højre ben.
Ved en neurologisk undersøgelse konstaterede man, at der var lammelser af begge ben, mest i højre ben med ophævede reflekser og ændret føleevne. Der var normal lukkemuskelkraft, men vandladningen var blevet en smule imperiøs (bydende). En MR-skanning af lænderyggen og bækkenet viste normale forhold bortset fra stråleforandret knoglemasse svarende til korsbenet og 5. lændehvirvel, og en neurofysiologisk undersøgelse viste tegn på motorisk neuropati (degenerativ forandring af nerver). Man konkluderede, at generne kunne skyldes både kræftpolyneuropati og følger efter strålebehandlingen.
Patienterstatningen vurderede, at strålebehandlingen på sygehuset havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på området.
Patienterstatningen vurderede endvidere, at patientens nerveskade var en følge af strålebehandlingen, og at skaden var tilstrækkelig alvorlig og sjælden i forhold til grundlidelsen, således at skaden kunne anerkendes efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4.
Patienterstatningen lagde ved sin afgørelse vægt på, at patientens neurologiske skader, ifølge en indhentet speciallægeerklæring efter al sandsynlighed skyldtes strålebehandlingen. Patienterstatningen lagde videre vægt på, at det af samme erklæring fremgik, at det var overordentligt sjældent at se svære nerveskader, som i det aktuelle tilfælde, ved den anvendte stråleteknik. Patienterstatningen lagde endelig vægt på, at der efter endt strålebehandling ikke var konstateret recidiv af livmoderhalskræften.
Nerveskader efter strålebehandling viser sig sædvanligvis inden for et år efter behandlingens afslutning. I dette tilfælde opstod nerveskaden først næsten to år efter endt strålebehandling, hvilket er meget usædvanligt. Der var dog ikke andre nervebeskadigende påvirkninger end strålebehandlingen, som kunne forklare nerveskaden.
Afgørelsen er et eksempel på den afvejning mellem alvorligheden og sjældenheden af skaden set i forhold til patientens sygdom og helbredstilstand, som der skal foretages efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4. Spørgsmålet om sjældenhed voldte ikke problemer i sagen, da det af speciallægeerklæringen fremgik, at svære nerveskader var overordentligt sjældne ved den anvendte stråleteknik.
I relation til vurderingen af alvorligheden af sygdommen i forhold til behandlingsskaden, fremgik det af statistisk materiale, at den 5-årige overlevelsesprognose var 60-65% ved en stadium II livmoderhalskræft, som ikke havde spredt sig til lymfeknuderne. Der var således tale om en relativ alvorlig sygdom, og i disse tilfælde gives der, ifølge Patienterstatningens praksis, kun erstatning for meget alvorlige stråleskader, der medfører en betydelig nedsat livskvalitet.
Da stråleskaden i denne sag havde medført et varigt mén på 50% og et erhvervsevnetab på 100%, fandt Patienterstatningen, at skaden og dens følger var tilstrækkeligt alvorlige til anerkendelse efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, selvom patientens grundsygdom var alvorlig.
Afgørelsesdato: 3. april 2002