En 54-årig kvinde, der havde haft tiltagende smerter fra nakke og skuldre samt hovedpine, blev sat i smertebehandling, der dog ikke havde effekt. Smerterne bredte sig til armene, og hun blev indlagt til ændring af smertebehandlingen.
Ved indlæggelsen oplyste kvinden, at hun var blevet bidt af en skovflåt og havde fået et stort rødt mærke.
Kvinden udviklede synsforstyrrelser, dårlig nattesøvn, tendens til gråd og atypiske døgnsvingninger. Hun blev herefter sat i behandling med antidepressiv medicin, idet man mente, at der var tale om symptomatiske smertegener.
Godt 5 måneder senere tog man blodprøver med henblik på at undersøge for Borreliose-antistoffer og konstaterede, at kvinden var blevet smittet med Borreliose. Hun kom herefter i behandling med antibiotisk medicin. Ved en kontrolundersøgelse fandt man, at hun var velbefindende og uden gener.
Sagen blev anerkendt efter PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1.
Patienterstatningen fandt, at optimal lægelig behandling havde tilsagt, at man allerede ved den primære undersøgelse havde undersøgt hende for Borreliose, idet hun viste tegn på infektionen.
Patienterstatningen fandt det overvejende sandsynligt, at såfremt man rettidigt havde undersøgt og derved konstateret Borreliose-infektionen, havde kvinden undgået en væsentlig del af sygeforløbet samt den unødvendige behandling for en psykisk lidelse.
Den forsinkede diagnosticering medførte en betydelig forlænget sygeperiode samt den belastning, det er at komme i unødvendig behandling for en psykisk sygdom, men der var ikke tale om et varigt mén. Patienterstatningen kunne herefter erstatte det økonomiske tab i forbindelse med den forlængede sygeperiode, men der var ikke mulighed for at tilbyde godtgørelse for den overlast, kvinden led som følge af at blive opfattet som psykisk syg.
Afgørelsesdato: 16. november 2004