En 35-årig mand blev indlagt, efter at han var faldet af en hestevogn og havde slået venstre fod. Man foretog en klinisk undersøgelse samt røntgenundersøgelse og vurderede på baggrund heraf, at patienten havde forstuvet foden. Man iværksatte behandling med støttebind og aflastning.
Patienten blev set igen ca. 9 måneder senere, da der fortsat var gener fra foden. Man foretog fornyet røntgenundersøgelse og vurderede, at der var tegn på en bruskskade. Man foretog herefter kikkertundersøgelse af fodleddet, som viste et uforskudt ankelbrud og flere bruskskader.
Patienterstatningen vurderede, at hverken den kliniske undersøgelse eller de primære røntgenbilleder gav mistanke om brud. Selvom bruddet ikke var blevet opdaget ved den primære undersøgelse, fandt Patienterstatningen således, at behandlingen og diagnosticeringen var sket i overensstemmelse med bedste specialiststandard.
Patienterstatningen vurderede endvidere, at en tidligere diagnosticering af bruskskaderne havde krævet, at kikkertundersøgelsen var blevet foretaget tidligere. Da den kliniske undersøgelse og røntgenundersøgelsen ikke gav mistanke om brud, var der imidlertid ikke grundlag for en kikkertundersøgelse ved den primære undersøgelse. Der var således ikke grundlag for at diagnosticere bruskskaderne tidligere. Sagen blev herefter afvist efter PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1 (05-1655).
Sagen illustrerer Patienterstatningens praksis vedrørende brud. I de tilfælde, hvor det ikke er muligt at diagnosticere et brud ved en korrekt klinisk undersøgelse og en korrekt røntgenundersøgelse, kan den forsinkede diagnosticering ikke anerkendes efter loven.
Afgørelsesdato: 22. november 2005