En 25-årig kvinde blev behandlet hos en kiropraktor for nakkesmerter og tilbagevendende hovedpine. Behandlingen bestod i sædvanlig behandling med såkaldt ”cervikal break” teknik. I umiddelbar tilknytning til den 2. behandling blev patienten svimmel og fik dobbeltsyn, føleforstyrrelser, kvalme og opkastninger. Kiropraktoren tilkaldte en ambulance, og patienten blev bragt på sygehuset, hvor en MR-skanning af hjernen viste forandringer i lillehjernen som følge af nedsat blodforsyning. Der blev endvidere konstateret karskader på en af de store arterier, der forsyner hjernen med blod.
Patienten havde under indlæggelsen forbigående øjenmuskellammelse, føleforstyrrelser i venstre side af kroppen samt vedvarende smerter i venstre side af nakke og hals.
Patienten anførte i sin anmeldelse, at hun som følge af skaden havde fået varige gener i form af hukommelsesbesvær, fokuseringsbesvær vedrørende ord og tal, pupildifferens og dobbeltsyn.
Patienterstatningen vurderede, at den kiropraktiske behandling havde været relevant, og at den var udført i overensstemmelse med bedste kiropraktorstandard.
Patienterstatningen vurderede endvidere, at der var tale om en kendt, men sjælden komplikation til behandlingen, og at følgerne efter den indtrådte skade med langt sygeforløb og varige neurologiske gener opfyldte alvorlighedskriteriet i PFL § 2, stk. 1, nr. 4.
Denne sag er et eksempel på en af de indtil videre relativt sjældne skader opstået ved behandling hos en kiropraktor. Vurderingen af disse sager sker efter samme principper som de øvrige sager, dog således at ”bedste specialistmålestok” vurderes på baggrund af ”bedste kiropraktorstandard”. Skaden var i øvrigt en oplagt anerkendelse efter tålebestemmelsen, da der var et klart misforhold mellem patientens forholdsvis banale grundsygdom, nakkesmerter og tilbagevendende hovedpine, og de varige følger efter de cerebrale infarkter.
Afgørelsesdato: 29. august 2005