En 42-årig mand blev indlagt på lokalsygehus den 21. januar 2003 kl. 02.50 efter tidligere på aftenen at have fået tiltagende smerter i nakken og ryggen, føleforstyrrelser fra brystet og ned, manglende følelse i højre ben og kun lidt følelse i venstre ben og rysten i armene. Manden var 15 år tidligere blevet opereret for en tumor tæt på rygmarven og siden blevet skannet hvert 3. år.
Ved undersøgelsen på lokalsygehuset konstaterede man, at patienten havde udviklet nakkesmerter, nedsat kraft i højre arm og lammelse af begge ben, nedsat føleevne fra brystrygsøjlen og manglende lukkemuskelfunktion. Vagthavende radiolog fandt det mest hensigtsmæssigt med MR-skanning, som dog ikke kunne ske akut i vagten. Vagthavende neurokirurg på landsdelssygehuset anbefalede akut MR-skanning kl. 08.00 med henblik på overflytning til operation. Man gav herefter morfin. Først kl. 11.51 udførtes MR-skanning på lokalsygehuset, som viste en ansamling ved C6 til TH3 (niveauer på hals- og brystrygsøjlen) med tryk på rygmarven. Kl. 13.10 blev billederne overført til landsdelssygehuset.
Ifølge anmeldelsen fra lokalsygehuset blev patienten overflyttet til landsdelssygehuset kl. 13.00. Patienten blev herefter opereret samme dag. Ved operationen, som fandt sted kl. 19.20, udtømte man en stor blodansamling i rygmarven, som strakte sig over 3 hvirvler. Patienten havde efter langvarig genoptræning fortsat en varig rygmarvsskade med symptomer fra benene.
Patienterstatningen lagde til grund, at den ”erfarne specialist”, på baggrund af patientens tilstand og symptomer ved indlæggelsen på lokalsygehuset den 21. januar 2003, kl. 2.50 ville have været klar over, at der var betydelig risiko for, at patienten ville blive påført en alvorlig skade, hvis han ikke blev MR-skannet og opereret hurtigst muligt. Bedst mulige behandling var således ensbetydende med det undersøgelsesforløb, som hurtigst kunne føre frem til relevant operation.
Patienterstatningen lagde på baggrund af en speciallægevurdering vægt på, at det var en fejl, at landsdelssygehuset ikke tilbød at modtage patienten til MR-skanning samme nat. Ifølge speciallægeerklæringen ville en akut MR-skanning (om natten) og dermed forventelig hurtigere operation sandsynligvis have medført få eller ingen følger af blodansamlingen ved rygmarven.
Det var imidlertid ikke muligt for landsdelssygehuset at gennemføre et sådant undersøgelsesforløb, da sygehuset kun har vagtdækning af MR-skannerne alle ugens dage fra kl. 8.00 til kl. 23.00, dog således at undersøgelse skal være påbegyndt kl. 22.00 og afsluttet kl. 23.00. Endvidere havde landsdelssygehuset ikke mulighed for at henvise patienten til MR-skanning på et andet sygehus. MR-skanning af rygsøjlen var det rigtige førstevalg for denne patient, som havde akut opståede lammelser, specielt med en forhistorie med tidligere spinalblodansamling. Alternative undersøgelser ville ikke have givet tilstrækkelig information til at vejlede et akut neurokirurgisk indgreb.
Under disse omstændigheder, hvor MR-skanning om natten ikke var mulig, ville den hurtigste og dermed den bedst mulige behandling have været, at patienten var blevet overført til landsdelssygehuset om natten, således at der kunne optages journal, og han kunne være blevet gjort klar til MR-skanning hurtigst muligt efter kl. 8.00, hvorefter han kunne være blevet akut opereret ca. kl. 10.00-10.30. Det var således ikke i overensstemmelse med bedste specialiststandard, at patienten først blev opereret den 21. januar 2003 kl. ca. 19.20.
Patienterstatningen vurderede videre, at det ikke var i overensstemmelse med bedste specialiststandard, at patienten først blev MR-skannet på lokalsygehus kl. 11.51 og først herefter kl. 13.00 blev overflyttet til operation.
Patienterstatningen fandt det imidlertid ikke overvejende sandsynligt, at en hurtigere behandling på lokalsygehuset ville have forkortet det samlede behandlingsforløb så meget, at patientens skade kunne være undgået. Landsdelssygehuset måtte således bære det fulde ansvar for skaden.
Sagen illustrerer, at i en sag som denne, hvor to sygehuse, flere sygehusafdelinger og adskillige læger har været involveret i undersøgelses- og behandlingsforløbet, gælder specialistmålestokken for alle involverede i forløbet. Bedste specialiststandard indebærer således bl.a., at alle involverede behandlingspersoner foretager de rigtige prioriteringer, træffer de rigtige beslutninger og sikrer, at beslutningerne bliver effektueret hurtigst og bedst muligt.
Sagen illustrerer videre, at det falder uden for specialistmålestokken, hvis bedst mulige undersøgelse og behandling ikke er mulig på grund af politiske beslutninger eller ressourcemæssige begrænsninger, f.eks. at man pga. økonomiske prioriteringer har indskrænket vagtdækningen af MR-skannere til kun at gælde i et givent tidsrum, og der ikke er mulighed for at henvise patienten til andet sygehus, hvor MR-skanning er mulig.
Afgørelsesdato: 1. februar 2005