En 42-årig mand væltede på cykel, hvorved han slog sit ansigt kraftigt ned mod den frosne jord. Umiddelbart efter uheldet henvendte manden sig på skadestuen, hvor man konstaterede, at han ikke havde kvalme eller hovedpine. Man konstaterede videre, at han var blå omkring øjnene og havde rester efter næseblod i begge næsebor samt en blodansamling i næseskillevæggen. Endvidere havde patienten et overfladisk sår på næsetippen.
To dage senere blev patienten akut indlagt. I forbindelse med indlæggelsen blev det oplyst, at han samme dag havde fået kvalme og havde kastet op flere gange. Natten efter uheldet havde han fået feber og havde siden haft konstant næseflåd. I forbindelse med indlæggelsen blev han tiltagende sløv og konfus. På grund af mistanke om meningitis påbegyndtes behandling med Penicillin og en efterfølgende CT-scanning påviste et kraniebrud.
Sagen blev anerkendt efter PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling havde tilsagt, at man på baggrund af patientens symptomer efter det kraftige hovedtraume havde indlagt ham til observation.
Patienterstatningen vurderede, at rettidig diagnosticering af skaden med overvejende sandsynlighed ville have medført en væsentlig kortere sygeperiode og et bedre behandlingsresultat.
Afgørelsesdato: 23. juni 2000