En 46-årig mand faldt på cykel og pådrog sig derved et direkte ansigtstraume og rygsmerter. På skadestuen klagede patienten over smerter i ryggen og højt i lænden samt smerter ved vejrtrækning. Man foretog røntgenundersøgelse, men fandt ikke indikation for behandling. På grund af fortsatte smerter blev der 2 dage senere taget nye røntgenbilleder, men man fandt fortsat ingen indikation for behandling. På 6. dagen for ulykken udskrev man patienten, trods vedvarende smerter.
Efter ca. 3 uger blev patienten genindlagt på grund af vedvarende smerter. Man konstaterede da ved røntgenundersøgelse, at der havde været et kileformet, sammentrykket brud af 6. brysthvirvel (Th6), samt at der var pukkeldannelse på grund af sammenfald forover. Det var dog ikke på daværende tidspunkt muligt at foretage operation, så man måtte i stedet ty til konservativ behandling.
Patienten klagede over varige stærke smerter efter bruddet og den manglende behandling.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1. Der blev lagt vægt på, at de vedvarende smerteklager og de objektive fund på de primære røntgenbilleder, som viste fortætning af lungerne og væske i begge lungehindehuler samt reduceret højde af et hvirvellegeme, indikerede behov for yderligere røntgenundersøgelser inden udskrivelsen. Derved ville man med overvejende sandsynlighed have diagnosticeret bruddet tidligere. Det havde herefter været muligt at operere patienten, hvorved man ville have undgået en væsentlig del af de vedvarende smerter.
Sagen illustrer, at en forsinket diagnosticering af et brud kan få betydelige følger. Hvis man havde reageret relevant ved den primære indlæggelse, havde det været muligt at foretage operation, hvormed de varige gener med overvejende sandsynlighed kunne have været, om ikke undgået, så i hvert fald mindsket. Den forsinkede diagnosticering betød, at operation ikke længere var mulig.
Afgørelsesdato: 8. november 2005