En 32-årig kvinde henvendte sig på skadestuen efter at være faldet, idet hun frygtede at have pådraget sig brud i hoften. Hun havde en medfødt sjælden knoglelidelse, der bevirkede, at hendes knogler var abnormt skøre. På skadestuen blev der taget røntgenbilleder af bækken og hoften, men man fandt ikke tegn på friske brud. Patienten fik udleveret smertestillende medicin og blev hjemsendt med krykkestokke.
Der blev ikke foranlediget yderligere kontrol eller opfølgning.
Knap 4 måneder senere blev patienten henvist til røntgenafdelingen af egen læge på grund af smerter. Man konstaterede nu ved røntgenundersøgelse, at der var et højresidigt bækkenbrud. Man foretog endvidere CT-scanning, som viste flere brud i højre side. Der var imidlertid ikke noget behandlingstilbud til kvinden, som fik besked på at aflaste bækkenet.
Patienterstatningen fandt, at sagen var omfattet af PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling havde tilsagt, at kvinden havde fået tid til en fornyet kontrol med røntgenundersøgelse eller CT-scanning efter en halv snes dage efter den primære henvendelse på skadestuen. Alternativt kunne man have indlagt patienten til mobilisering samme dag, som faldet indtraf.
Det var således Patienterstatningens vurdering, at de givne omstændigheder burde have foranlediget en yderligere opfølgning på patientens symptomer, hvormed man med overvejende sandsynlighed ville have diagnosticeret bækkenbruddet på et tidligere tidspunkt. Herved kunne man have iværksat behandling i form af mobilisering uden støtte i 6 uger, hvilket ville have givet patienten et bedre behandlingsresultat.
Afgørelsesdato: 20. december 2000