En 59-årig mand fik pludselig voldsomme smerter i brystet med udstråling til venstre arm.
Han blev akut indlagt på et sygehus til observation for en blodprop i hjertet. Da han tidligere havde haft hjerteproblemer, skulle der foretages en kontrastundersøgelse af hjertet. Inden denne blev gennemført, vågnede patienten med stærke smerter i begge balder med udstråling til begge ben. Dette blev vurderet som værende gener efter tryk på iskiasnerven, og han blev derfor anbefalet at bevæge sig.
Smerterne tiltog imidlertid, og få dage efter var der problemer med kontrol af vandladning og afføring. Der blev lavet en CT-scanning, som afviste, at der kunne være tale om et cauda equina syndrom (gener, evt. i form af lammelse, som følge af læsion af den nederste del af rygmarven). Det blev derfor vurderet, at der var tale om et lændehold.
Herefter blev patienten overflyttet til et andet sygehus, hvor det blev besluttet at få foretaget en MR-scanning. Denne skulle imidlertid foretages på et landsdelssygehus, hvortil patienten blev overflyttet samme dag. Ved ankomsten til sygehuset var der smerter i højre ben, og patienten var lammet i højre hofte med nedsat kraft i benene. MR-scanningen viste en proces under rygmarvshinden, men det blev vurderet, at der ikke var indikation for akut operation, da generne havde været til stede i 3 dage. Patienten blev derfor først opereret nogle dage senere.
Efterfølgende var der fortsat lammelse af højre ben og manglende kontrol af vandladning og afføring.
Patienterstatningen vurderede, at hverken behandlingen på det første sygehus eller på landsdelssygehuset var i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Skaden blev derfor anerkendt efter PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1.
Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at man burde man have reageret hurtigere og overført patienten til en rygkirurgisk afdeling, da han begyndte at få tegn på manglende kontrol af vandladning og afføring. Da patienten så endelig var blevet overført til landsdelssygehuset, var man også her for langsom, da han først blev opereret efter 5 dage.
Der blev endvidere lagt vægt på, at hvis man havde reageret korrekt på patientens symptomer, ville man have opereret på et tidligere tidspunkt, hvilket med overvejende sandsynlighed ville have medført et bedre resultat.
Afgørelsesdato: 29. september 2004