En 37-årig kvinde havde bemærket en knude i sit ene bryst, hvorfor hun fik foretaget mammografi (røntgenundersøgelse af brystet) på hospitalet. Mammografien viste tegn på øgede mængder af kirtelvæv i brystet, men uden tegn på knuder, og en enkelt lymfeknude i forreste del af armhulen. Man afsluttede derpå behandlingen.
Patienten blev godt et halvt år senere henvist til ny mammografi, idet hun havde fået tiltagende ømhed af knuden. Man foretog ny mammografi og biopsi, som viste en ondartet knude i brystet.
Patienten fik herefter fjernet brystet og alle lymfeknuder i armhulen, og man iværksatte efterfølgende kemoterapi. Mikroskopi af den fjernede knude og de fjernede lymfeknuder viste, at der var tale om en lokal knude (anaplasigrad II) uden spredning til lymfekirtlerne.
Patienterstatningen indhentede en speciallægevurdering af mammografibillederne, som fastslog, at vurderingen af disse havde været i overensstemmelse med optimal lægelig standard.
Patienterstatningen indhentede endvidere en onkologisk speciallægevurdering fra en kræftspecialist, som konkluderede, at man i forbindelse med den primære mammografi burde have udført en klinisk undersøgelse og eventuel biopsi, på hvilken baggrund man med overvejende sandsynlighed ville have fundet forhold svarende til en ondartet knude i brystet allerede på dette tidspunkt.
Det kunne imidlertid samtidig konkluderes, at behandlingsstrategien ville have været nøjagtig den samme, selvom man havde opdaget kræftknuden allerede i forbindelse med den primære undersøgelse. Det kunne endvidere konkluderes, at patientens overlevelsesprognose ikke med overvejende sandsynlighed var blevet forringet som følge af den forsinkede diagnose/behandling af brystkræften, i hvilken forbindelse det blev oplyst, at patientens aktuelle 5-årige overlevelsesprognose var 95 %.
Patienterstatningen fandt under disse omstændigheder, at diagnosen af brystkræften var blevet forsinket. Da behandlingen imidlertid ikke var blevet ændret og overlevelsesprognosen ikke forringet, var patienten dog ikke påført en fysisk skade, og hun var derfor ikke berettiget til erstatning efter lov om patientforsikring, jfr. PFL § 1, stk. 1 og § 2, stk. 1.
En betingelse for, at der kan ydes erstatning efter patientforsikringsloven er, at patienten er påført skade som følge af behandling eller mangel på samme. En behandlingsforsinkelse som følge af, at undersøgelserne af patienten ikke har levet op til erfaren specialiststandard, udløser således ikke automatisk erstatning. Hvis patienten, som det var tilfældet i den aktuelle sag, er raskmeldt i forsinkelsesperioden uden væsentlige gener, og hvis behandlingens art og omfang samt helbredelsesprognosen efter endt behandling ikke er ændret som følge af behandlingsforsinkelsen, har patienten ikke lidt skade som følge af denne. Sager af denne karakter vil derfor blive afvist med henvisning til grundbetingelserne i PFL § 1, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1.
Sagen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, der tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
Afgørelsesdato: 10. september 1999