En 56-årig kvinde fik i august 1999 fjernet en svulst på højre storetå under diagnosen seneknude. På grund af fejlstilling af tåen blev patienten reopereret på et andet sygehus 1. april 2003.
I løbet af efteråret 2003 kom der flere gener fra foden. Patienten blev derfor set hos en speciallæge, som ved ultralydsskanning konstaterede en stor seneknude og fandt indikation for operation. I forbindelse med denne operation blev der taget mikroskopi, som viste, at der var tale om en bindevævssvulst (et lavmalignt sarkom). Ved en reoperation i juni 2004 blev 1. og 2. tå amputeret. Under indlæggelsen i forbindelse med den sidste operation blev der fundet en cystisk proces i leveren. Der var imidlertid ikke noget ondartet.
Til brug for Patienterstatningens behandling af sagen blev der indhentet en erklæring fra en speciallæge, som vurderede, at der ikke var noget i 1999, der kunne dokumentere udbredelsen af tumoren. Et lavmalignt sarkom er desuden sjældent forekommende, og man kunne derfor ikke have konstateret spredningen heraf på dette tidspunkt. Derudover havde det ikke nogen betydning for det endelige resultat eller prognosen, at sarkomet først blev konstateret 5 år senere.
Patienten var således ikke påført skade som følge af den forsinkede diagnosticering, hvorfor der ikke var grundlag for at yde erstatning, jfr. PFL § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1.
Det skal bemærkes, at der ved afgørelsen ikke blev taget stilling til, om behandlingen havde fulgt bedste specialiststandard. Baggrunden herfor er, at grundbetingelsen om, at patienten skal være påført skade ved behandlingen, ikke var opfyldt.
Afgørelsesdato: 29. juni 2005